Kunstner Karin Lykke fra Odsherred har netop haft fernisering på sin store soloudstilling ”Naturens Øje.” Hun har udstillet 190 enkeltværker i oplevelsesrum på KunstCentret Silkeborg Bad, hvor publikum kan opleve maleriske aftryk af insekter, fugleæg, og dyr fra den nordiske natur.
Journalist og redaktør
På øverste etage i KunstCentret Silkeborg Bad kan gæster frem til januar 2026 opleve billedkunstner Karin Lykkes tankevækkende og til tider provokerende værker af naturmotiver afbilledet med fotokemisk aftryk på skrøbeligt papir og stofbaner.
Udstillingen ’Naturens Øje’ er kulminationen af flere års arbejde med at studere naturmotiver i Danmark, Island og på Færøerne og vække dem til live i hendes atelier i Vallekilde på Sjælland.
”Værkerne er udformet af min kærlighed til naturen. De er også en opfordring til at passe godt på den,” fortæller kunstneren, der både har fotograferet smeltende gletsjere på Island og undersøgt marineliv og blæretang i de iltsvindende danske farvande. Hendes aktuelle udstilling tager afsæt i FN’s klimamål, hvor ét af hovedtemaerne er skrøbeligheden af de biotoper og levesteder for planter, dyr og mennesker, som trues af klimaforandringerne.
Med arbejdet ønsker Karin Lykke mest af alt at pirke til en nysgerrighed i publikum og vise, at liv i naturen er fantastisk og forunderligt. Det gør hun med den skrøbelige teknik cyanotypi – som vi vender tilbage til.
På Silkeborg Bad kan publikum bevæge sig gennem 11 forskellige rum i tre afdelinger, der har hver deres tematik: Tilbagegang (Declinity), Sårbarhed (Fragility) og Biodiversitet (Biodiversity).
Man møder kunstneriske afbildninger på stof af fugle og deres æg og fjer, insekter, fisk som for eksempel en hundestejle i ’kæmpe’ størrelse, planter i forfald, døde dyr dræbt i trafikken eller i jagt, smeltende gletsjere, dybdehavsmotiver og landskabsprospekter. Mange af værkerne har giftiggule eller skarpblå toner fra de flydende pigmenter, der er brugt til at kopiere aftryk fra naturobjekter over på bløde stoffer, lærreder eller papir.
Det er nemlig sådan, Karin Lykke arbejder. Hendes mindste værk er helt ned til postkortstørrelse, mens et af hovedværkerne er over halvanden meter i bredden og knap 2,6 meter i højden. Så der er virkelig nogle store skalaspring, understreger hun. Og det er også med til at skabe en undren.
”Der sker noget, når proportioner og farver ændres. Jeg håber, at det er med til at give folk en nysgerrighed og lyst til nørde naturen.” siger Karin og tilføjer; ”Ligesom det gamle og fortærskede udtryk om, at en fremmed er ven, du ikke har mødt endnu.”
Børn og gæster skal gerne genkende sommerfuglene på udstillingen og spørge ind til hvor de bor, lægger deres æg og passer på deres larver. Ligesom det halvanden meter-store aftryk fra en ridefjer, som Karin oprindeligt fandt på den islandske Skagihalvø og tog med hjem i lommen, vil inspirere folk til at kere sig mere om en af Islands mest udbredte mågearter.
Alle værkerne i ”Naturens Øje” har et figurativt udgangspunkt.
Det vil sige, at objekterne ligner sig selv, hvorefter Karin deformerer dem ved at ændre på størrelse, tekstur, farvebrug og udtryk for at skabe kontraster og modpoler. Motivet af et bøgetræ fra Ørnsø i Silkeborgs omegn er for eksempel vendt på hovedet med fotografiske forgreninger i gule toner under den sepiabrune overmaling, mens et dødt rådyr ophøjes til noget drømmende og overjordisk i ’Dødens Kammer’.
Karin Lykkes hus i Odsherred var i august måned fyldt godt op til randen af stofbaner, kludepapir, akvarelmaling, tryksværte, bomuldsklæder og store farvede værker på lærreder i flere dele. Heldigvis har hendes familie godt med plads i det gamle bevaringsværdige stråtagshus. For ikke at nævne en stor have, hvor aftrykkene kan ligge i solen.
For det er hendes primære arbejdsmetode. Karin praktiserer cyanotypi – en ældgammel metode til fotografisk gengivelse fra midten af 1800 tallet, før kameraet blev opfundet.
”Materialerne skal være levende og ukontrollerbare. Hver gang jeg har prøvet akryl eller olie, dør det for mig. Jeg har behov for, at der er ilt og vand til stede i processen, som skaber en transparens,” fortæller hun.
Cyanotypi processen starter med, at man opløser kemikalier i vand, hvorefter væsken males på akvarelpapir eller en anden baggrund som glas, træ eller stof. Materialet skal suge lidt, men ikke for meget, så laget skaber en lysfølsom overflade.
Herefter lægges et motiv på – for eksempel en fotokopi i sorte toner af en fisks skellet eller et træs blad. Det er vigtigt at dække med plexiglas, som beskytter for vinden. For nu skal lærredet med motivet ligge i sollys og blive direkte eksponeret for UV-stråler. Når det har gjort det i noget tid, skylles emulsionen ud med vand, så processen standses.
Nu er der skabt et negativt blåt print på baggrunden. Teknikken har været populær i botanikerkredse, fordi den er effektfuld til at illustrere planters opbygning og detaljerigdom. På den måde passer cyanotypi perfekt til billedkunst, der beskæftiger sig med natur og miljø.
Men mange ting kan gå galt, understreger Karin.
Det tynde papir går nemt i stykker i opløsningen. Materialet kan suge for meget, så kunstneren skal eksperimentere med at grunde. Vejret må være optimalt, og solen monitoreres. Udtrykket kan blive helt fantastisk eller fuldstændig ødelagt alt efter, hvordan man skyller efter.
Og så er der selvfølgelig de miljømæssige overvejelser. Karin Lykke har forsøgt at nedsætte forbruget af kemikalier ved at anvende en form for organisk træbeskyttelse i stedet.
Samtidig har hun skullet visualisere, hvordan de mange værker i udstillingen kunne få et forskelligt udtryk og skabe skiftende oplevelser for publikum. Af den grund har billedkunstneren eksperimenteret med alt fra opløst bomulds-materiale til produktion på Silkeborg Papirfabrik til store stofbaner.
Det kræver meget at stå for en soloudstilling med knap 200 værker alene.
Det har Karin Lykke erfaret på godt og ondt henover sommeren, hvor hun har dobbeltjobbet med undervisningsjobs hos Danish International Studying Abroad (DIS) og selvstændigt arrangeret weekend- og ugekurser i eksperimenterende akvarelteknik. Samtidig skulle der produceres billedkunst hjemme i atelieret. Det har været nødvendigt for at få smør på brødet, understreger kunstneren. Udstillingen på Silkeborg Bad er hendes hidtil største.
”’Naturens Øje’ betyder utrolig meget for mig. Det er en kæmpe chance for at nå et publikum med mit budskab,” siger Karin og fortæller, at Silkeborg Bad har et besøgstal på 25.000 – 30.000 om året samt professionelle rundvisere, der guider folk rundt.
Udstillingen har også lagt et forventningspres på hende – nu skulle varen leveres. Selv som dedikeret vinterbader har Karin ikke været i nærheden af havvand hele sommeren, fordi hun ikke turde at give sig selv det frirum. Og flere gange er hun blevet sendt pænt i seng omkring midnatstid af sin mand.
”Det har handlet om at finde en balance mellem produktivt flow og stress,” indrømmer Karin.
Som arkitekt har hun dog haft nogle strukturelle værktøjer, der gjorde planlægningen nemmere. Helt i starten af den to-år lange produktionsproces var Karin Lykke forbi KunstCentret Silkeborg Bad for at måle rummene op og lave en detaljeret plantegning.
Hun tog også fotos af lyset på forskellige tidspunkter af dagen.
Ud fra det lavede hun en model i størrelsesforholdet 1:50 med små skitser af værkerne og deres placering. Den strukturerede tilgang med konkrete mål og skitser hjalp Karin med at sætte de mere kreative processer fri i perioder for så at kunne tilpasse dem ’rammen’ i andre. Sideløbende med forberedelser søgte hun funding til at dække de mange materialeudgifter.
Billeder fra Karin Lykkes ferniseringen på KunstCentret Silkeborg Bad 20. september 2025. Foto: Lars Christensen/KCSB
Naturens Øje er blandt andet støttet af Grosserer L. F. Foghts Fond, Poul Johansen Fonden og Dragsholm Sparekasse. Bogen “Naturens Værk – 52 vilde danske planter”, der er udgivet af KunstCentret Silkeborg Bad i forbindelse med udstillingen, er støttet af Lademanns Fond.
Karin Lykkes soloudstilling ’Naturens Øje’ kan opleves på Silkeborg Bad fra 20. september 2025 til 18. januar 2026.
· Født i København 1967
· Uddannet grafisk designer fraKunstakademiets Arkitektskole i København.
· Arbejder i Vallekilde, Nordvestsjælland
· Arbejder primært med den skrøbelige teknik cyanotypi
Hos Nunatsinni Eqqumiitsuliornermik Ilinniarfik i Nuuk arbejder kunstner og leder Ivínguak’ Stork Høegh for at give unge kunstnere et fagligt fundament, globalt udsyn og plads til at udvikle deres egne stemmer.
Hvor går grænsen mellem eksponering og historie? Det er en hovedovervejelse for mig i disse spæde opstartstider af Kulturform.
Leder Nyt kulturmagasin! Har vi virkelig brug for det? Denne leder er skrevet af stifter og musiker Christian Wendelboe Bundgaard.
Forfatterskab | Kulturhistorie Caroline har landet sin første forlagskontrakt med historisk roman om årene op til grevens fejde I ti
Underviser Roan Segers har banket sin egen private musikskole op fra bunden. En rejse der ikke kun har budt på sød musik, men også væsentlige udfordringer i det didaktiske marked for dansk musikundervisning.
Instruktør Pelle Koppel og manuskriptforfatter Sofie Riis Endahl bygger samarbejdsbro i Teater V’s poppede efterårsmusical Pixie om gymnasieelevers hæsblæsende kamp for at følge gruppen – med risiko for at blive ladt alene på perronen.
