Ansvarshavende redaktør | Webansvarlig | Stifter af Kulturform
Det er nu lidt over to måneder siden, at jeg sad i Dansk Industris lokaler på Rådhuspladsen og lyttede til oplæg om kultur, fællesskab og fremtid ved konferencen Kulturkraft 2026. Jeg burde have skrevet om det tidligere. At det er gået, som det er gået, handler om den virkelighed, vi arbejder i hos Kulturform – en lille redaktion, hvor de gode intentioner til tider må vente på praktiske nødvendigheder.
Sådan er det.
Men jeg tror faktisk, at de to måneder har gjort mig en tjeneste.
For i en verden hvor indholdsproduktionen og mediebranchen kører derudad i vild hast, kan afstanden give et andet blik. Og det blik vil jeg gerne dele. Først og fremmest skal det deklareres, at jeg var blevet inviteret af arrangørerne til at deltage i konferencen med henblik på at skrive om det. Men allerede i løbet af dagen, som den udfoldede sig, vidste jeg, at jeg var kommet på en prøve. For en kongstanke hos Kulturform er netop, at vi ikke er til for at lave anmeldelser. Så hvordan dækker man et arrangement som dette uden at anmelde det, og uden at det går hen og bliver ren reklame? Kulturkraft 2026 gav anledning til mange spændende refleksioner.
Kulturkraft 2026 præsenterer sig som “Nordens førende konference for kulturens professionelle”. Det er en ambitiøs selvbeskrivelse – og på mange måder fortjent.
To af arrangørerne Lars Bertolt Winther fra DI (Dansk Industri) og Martin Buck Hegaard fra BARC Scandinavia (Business of Art and Culture Scandinavia) sætter en scene, der er velorganiseret, fagligt skarpskåren og internationalt orienteret. Den overordnede oplevelse var et arrangement, der ved, hvad det vil. Det er ikke altid en selvfølge.
Men netop fordi Kulturkraft er et seriøst arrangement, fortjener det også seriøse spørgsmål. Det er dem, jeg vil stille her.
Det første det mest grundlæggende: Hvad mener vi egentlig, når vi siger “kultur”? Og hvordan skal det forstås i rammen af sådan en konference? Jeg spurgte arrangørerne skriftligt om det efterfølgende. Svarene var oplysende – og forskellige.
Lars Bertolt Winther lagde sig op ad en pragmatisk tilgang: “Kultur i Kulturkraft går mere på målgruppen – altså kulturlivet”. Martin Buck Hegaard gik anderledes til det: “For BARC er kulturen alle de arenaer, hvor vi finder, udlever og forhandler vores værdier (…) På den måde hælder vi mest til Herders kulturbegreb, hvor kulturbrancherne smelter sammen”.
To svar, to udgangspunkter.
Det første er driftsorienteret: Kultur er det, kulturlivet gør. Det andet er mere filosofisk og henter sin inspiration hos Johann Gottfried Herder, for hvem kultur var den helhed af sprog, praksisser og betydninger, som et fællesskab lever sig ind i. Begge positioner er gangbare. Det interessante er imidlertid ikke at vælge imellem dem, men at bemærke, at de lever side om side i det samme arrangement uden måske helt at mødes.
Det er ikke en faux pas (fejl). Det er faktisk ganske præcist den deling, kulturteoretikeren Leon J. Goldstein allerede i 1957 advarede imod at forsøge at overkomme: Jagten på den ene rigtige definition af kultur er et ærinde, man taber. Vigtigere, sagde han, er det at gøre rede for, hvad man ønsker, at begrebet skal udføre. Spørgsmålet er altså ikke, hvad kultur er, men hvad det skal gøre – og for hvem.
Og det er dér, det bliver interessant.
For når Kulturkraft holder begrebet bevidst åbent, kan man efter min overbevisning læse det på to måder. På den ene side som en generøs invitation, hvor mange slags praksisser kan tale med. På den anden side som en åbning, der i praksis lukkes igen – fordi det er programmet, prispunktet og deltagerlisten, der i fællesskab afgør, hvad “kultur” faktisk betød i salen den dag.
Det leder mig til spørgsmålet: Hvem var i salen?
Kulturkraft fandt sted i Dansk Industris egne lokaler. Det er et fuldt ud legitimt valg, dog et symbolsk ladet et af slagsen. Når kulturlivet samles i erhvervslivets hus og ikke omvendt, indikerer det, hvilken samtale der er lagt an til, og hvilke ord der falder lettest. Lars Bertolt Winther er åben om det: “For DI’s vedkommende er det en konference, vi er partnere på, for at skabe en værdi for vores medlemmer – og det er jo virksomheder og institutioner.” Martin Buck Hegaard tilføjer, at den centrale vision handler om “et forretningsmæssigt bæredygtigt arbejdsliv, som kan og skal udvikles ud fra en facetteret markedsforståelse”.
Det er en tydelig optik – og en, der vedkender sig sin egen vinkel.
Men netop fordi optikken er tydelig, rejser den et centralt spørgsmål: Hvem er “kulturens professionelle”, når professionalitet i denne sammenhæng aflæses gennem markedsbæredygtighed? Filosoffen Lawrence Cahoone minder om, at enhver kulturforståelse rummer et uudtalt “hvem” – en regel for tilhørsforhold, der ikke altid udtrykkes direkte, men som alligevel sætter rammen.
I praksis betyder det, at konferencens dagspris (2.495,00 kr. for almindelig billet, 1.895,00 kr. for medlemmer af BARC/DI) – som arrangørerne selv erkender kan være en forhindring – reelt udelukker mange af de aktører, en bredere kulturdefinition ville medregne. Den selvstændige kunstner. Det lille initiativ. Foreningen med budgettet i den tynde ende. Noget jeg selv mærkede, da jeg betalte for billetten i 2024 – inden Kulturforms lancering. Martin Buck Hegaard peger også på rabatter og partnerskaber som gradvise løsninger, og det er en reel erkendelse.
Det er ikke et udtryk for magtmisbrug. Det er et strukturelt vilkår. Og det er præcis den slags vilkår, jeg mener, vi skal holde fast i at iagttage. Ikke for at dømme, men fordi kultursociologien minder os om, at feltet med dets institutioner og økonomi har en finger med i, hvilke kulturelle praksisser der gøres synlige som “kultur”, og hvilke der lever videre uden for rampelyset.
Et af de mest oplysende træk ved Kulturkraft 2026 var tydeligheden af, at “kulturaktør” dækker over mindst tre fundamentalt forskellige arbejdslogikker – og at alle tre var til stede i salen, men langtfra ligeværdigt repræsenteret.
Casene fra Victoria & Albert Museum og Royal Ballet & Opera House (V&A) talte fra et institutionelt perspektiv: Store huse med historiske samlinger, dataafdelinger og et langsomt opbygget publikumsansvar. Wrexham AFC og LEGO repræsenterede en organisations- og virksomhedslogik, drevet af henholdsvis lokal mobilisering og global brandstrategi. Og imellem dem – oftest underforstået, sjældent direkte adresseret – stod den selvstændige aktør: Kunstneren, formidleren, det lille initiativ.
Organisationsforskeren Edgar H. Schein har vist, at en organisations kultur er et mønster af grundlæggende antagelser, som en gruppe har udviklet for at håndtere ydre tilpasning og indre sammenhæng. For V&A er det mønster bygget op over generationer. For Wrexham AFC opstår det i mødet mellem fanfællesskab, lokalsamfund og en pludselig international opmærksomhed, der få år forinden var utænkelig. For den selvstændige kunstner lever de samme mønstre som individuel praksis og løse netværk – uden institutionens buffer eller organisationens rygrad. Dog viste et eksempel fra ufaFabrik i Berlin, hvordan et kulturcenter kan danne ramme for selvstændige aktører til at mødes og samarbejde.
Det er ikke det samme “kultur”, der navigeres. Og det er ikke de samme redskaber, der er til rådighed. Alligevel talte konferencen til dem alle under den samme overskrift. Det er både en styrke og en begrænsning. En styrke, fordi samtalen på tværs af logikker kan åbne for indsigter, man ikke selv ville have fundet. En begrænsning, fordi de erfaringer, der præsenteres som inspiration, overvejende kom fra huse med ressourcer til at have en strategi – og dermed implicit sendte et signal om, at det er den slags ressourcer, der er forudsætningen for at tale med.
Enkeltpersoner og institutioner skaber kulturen i fællesskab, løbende. Intet af det er givet på forhånd. Når Kulturkraft primært samler organisationer og institutioner om bordet, er det ikke en lukket eller elitær samtale – men den kunne godt trænge til at åbne lidt mere op.
Community var et af de ord, der vendte tilbage igen og igen på Kulturkraft. Snakken gik på Gen Z-platforme, influencerprogrammer, fanmobilisering etc og – alle casene – kredste om relationen mellem institution og publikum som noget mere end en transaktion.
Her kom Martin Buck Hegaard med den formulering, der stadig sidder i mig:
“Hvilket for os gør det så oplagt at se kulturen som en ‘business of belonging’. Det er i kulturen, vi finder de autentiske tilhørsforhold. Og når vi gør det, er betaling et underordnet vilkår.”
Jeg finder den interessant, og jeg tager den alvorligt. Der ligger i den en idé om, at kulturlivet ikke alene skal måles i billetter og abonnementer, men i den relation, der opstår mellem mennesker og det, de finder noget af sig selv i. Det er en retning, der peger væk fra kulturen som transaktion og hen mod kulturen som samhørighed.
Men det er også en formulering, der stiller flere spørgsmål, end den besvarer. Og jeg mener, at det er dens egentlige kvalitet.
For hvad sker der, når et “community” simultant er et publikum, der kan segmenteres, målrettes og omdannes til en dataprofil? Hvornår er et tilhørsforhold autentisk, og hvornår er det et produkt – omend et velment ét? Hvad med de aktører, hvis arbejde ikke umiddelbart lader sig oversætte til en abonnementsmodel eller en målgruppe? Den selvstændige solist. Det smalle forlag. Den eksperimenterende scenekunstner, hvis publikum aldrig vil tælle tusinder?
Hvor går grænsen mellem “business of belonging” og “customer building”?
Jeg forlod Rådhuspladsen den dag med en klar fornemmelse. Dette er et arrangement, der ved, hvad det er og med store ambitioner. Det er ikke naivt, og det er ikke ydmygt i den forkerte forstand. Det er ambitiøst, og det lykkes med en stor del af, hvad det forsøger.
Men det er også et arrangement, der fortjener at blive mødt med den iagttagelse, at en konference ikke kun er et sted, hvor kultur diskuteres. Den er selv en kulturel praksis – et rum, hvor det forhandles, hvem der hører til, hvad der tæller som professionelt, og hvilke spørgsmål der tages alvorligt. Det sker i valget af lokale, prispunktet, hvem der inviteres til talerstolen, og i hvilke ord der bruges. Ingen af de valg er neutrale. Det er det, min leder her på Kulturform søger at belyse ud fra min egen oplevelse som deltager. Ikke som modspillere til Kulturkraft eller anmeldere, men som en stemme, der insisterer på, at kulturlivets mange rammer er værd at iagttage – også når de er velfungerende, og måske netop da.
Hvad er kultur? Hvem definerer rammerne? Og hvor går grænsen mellem fællesskab og forbrugerskare?
Spørgsmålene fik ikke entydige svar på Kulturkraft 2026. Det skal de heller ikke have. De skal stilles igen. Næste gang, måske med stolene vendt en lidt anden vej – og med fokus på nogle andre stemmer i salen.
Kulturkraft 2026 fandt sted hos Dansk Industri, Rådhuspladsen i København, torsdag den 26. marts 2026. Christian Bundgaard deltog på invitation fra arrangørerne.
Stifter og adm. direktør af BARC Scandinavia
Chef for DI Turisme, Kultur & Oplevelser
Michala Elk har over de sidste fem år etableret en succesfuld litterær karriere med ungdomsromaner. Hun deler sin faglige og økonomiske rejse.
Underviser Roan Segers har banket sin egen private musikskole op fra bunden. En rejse der ikke kun har budt på sød musik, men også væsentlige udfordringer i det didaktiske marked for dansk musikundervisning.
I gamle Halsnæs Andelsmejeri skaber Ilon Lodewijks og Simon Hebeltoft et lokalt forankret kulturelt samlingspunkt. Bygningen har de selv købt, og stedet drives 100 procent privat – uden kommunalt ejerskab. Det er et bevidst valg. Friheden og risikoen følges ad
‘Milde Himmel’ tager publikum visuelt og musikalsk med ind i hovedet på et af Danmarks største litterære klenodier. I ensembleforestillingen møder børn og voksne hans kreative drivkraft og tvivlende stemmer.
Hos Nunatsinni Eqqumiitsuliornermik Ilinniarfik i Nuuk arbejder kunstner og leder Ivínguak’ Stork Høegh for at give unge kunstnere et fagligt fundament, globalt udsyn og plads til at udvikle deres egne stemmer.
Hvor går grænsen mellem eksponering og historie? Det er en hovedovervejelse for mig i disse spæde opstartstider af Kulturform.
