I gamle Halsnæs Andelsmejeri skaber Ilon Lodewijks og Simon Hebeltoft et lokalt forankret kulturelt samlingspunkt. Bygningen har de selv købt, og stedet drives privat. Det er et bevidst valg. Friheden og risikoen følges ad.
Ansvarshavende redaktør | Webansvarlig | Stifter af Kulturform
Måske kender du det selv. Det øjeblik, hvor man ser en mulighed i noget – en fremtidig fortælling, der folder sig ud. For Ilon Lodewijks og Simon Hebeltoft begyndte MEJERIET ikke som en forretningsplan, men som en forelskelse.
Trukket en smule tilbage fra vejen, bag en græsplæne og en bred indkørsel – anlagt til de køretøjer, der engang fragtede mejeriprodukter til og fra stedet – ligger den store, hvide industribygning med sine markante vinduespartier indlejret i facaden. Funktionaliteten er stadig tydelig. Her var der tænkt i produktion. Der blev arbejdet, transporteret, forarbejdet. Murene bærer stadig den energi.
Bygningen blev opført 30. januar 1939 og sat i drift 1. februar 1940. I en årrække efter mejeriproduktionens ophør blev stedet overtaget af billedhuggeren Preben Boye og hans hustru Pia Kai Sørensen. Han brugte rummene som værksted og udstillingsrum, og efter hans død i 2015 videreførte Pia Kai Sørensen aktiviteterne, blandt andet i samarbejde med Torup Musikforening, der programmerede jazzkoncerter i de rå rammer. Stedet var altså allerede kendt lokalt, da Ilon og Simon trådte ind i historien.
Simon boede på den anden side af vejen. Allerede dengang drømte han om, at man en dag kunne bo og drive et sådant sted. Tænk hvis det kunne lade sig gøre. Årene gik. Ilon og Simon mødte hinanden i 2015, fik børn og etablerede deres liv i Torup. En dag faldt de i snak med den daværende ejer om fremtiden for det gamle mejerie. På vej hjem kiggede de på hinanden og tænkte: Hvorfor ikke os? Hvis nogen skulle bygge videre på det, måtte det være dem.
Beslutningen var ikke drevet af kalkuler. Den var drevet af fornemmelsen af, at hvis de ikke greb den, ville noget andet sikkert flytte ind
1. januar 2025 overtog de bygningen.
Da jeg træder ind gennem døren sidst i januar, mødes jeg af varmen fra en pejs, der langsomt opvarmer den store, gamle industribygning. Selv uden for “arbejdstid” og uden arrangementer er det første indtryk ikke tomhed, men hjemlighed. Her er spor af liv: Borde og lys, et flygel på scenen og en bar under opbygning præger de rå rum, som ellers er tilgængelige for offentligheden – mens parret selv bor ovenpå.
Det første år har været alt andet end roligt.
»Status er, at vi ikke har fortrudt en eneste gang,« siger Ilon. »Men det har været et mega intensivt år.«
De åbnede officielt omkring sommersolhverv. I mellemtiden stod de midt i en ombygning, som hurtigt viste sig at være mere omfattende, end de havde forestillet sig. Der var brandplaner, statiske beregninger, nye døre, fjernelse af søjler og ansøgninger om alkoholbevilling. Bygningen var tidligere godkendt til 100 personer; nu arbejder de mod 150.
På et tidspunkt havde de solgt billetter til et arrangement, mens håndværkerne stadig arbejdede. Klokken syv om morgenen holdt fem håndværkerbiler foran bygningen, mens der blev boret og skruet, og de selv forsøgte at koordinere både byggeri og kulturprogram. De havde ikke råd til at lukke et år og renovere færdigt. Indtægterne måtte komme løbende. Så de byggede og åbnede – samtidig.
Det romantiske i at overtage en gammel industribygning ledsages af det praktiske: Dialog med rådgivere, parkeringskrav, byggetilladelser. Ilon peger på, at en god dialog med kommunen om faglig sparring har sparet dem for en masse udgifter undervejs.
Friheden ved at eje selv betyder, at ingen bestyrelse skal overbevises. Men det betyder også, at alle beslutninger – og alle fejl – er ens egne.
Allerede før de overtog stedet, blev der holdt koncerter her. Men ambitionen var fra begyndelsen at udvide brugen. Ilon beskriver bevægelsen som en overgang fra part-time kulturhus til full-time kulturhus.
Ikke i betydningen flere events for enhver pris, men i betydningen kontinuerlig aktivitet. At huset bruges i dagtimerne, ikke kun om aftenen. At det bliver et sted, man arbejder fra, ikke kun et sted, man besøger.
Planen er at etablere et abonnementsbaseret arbejdsfællesskab, hvor f.eks. selvstændige kan komme og arbejde i dagtimerne. Der er espresso på maskinen. Et skrivebord. Og – vigtigst – andre mennesker.
Det er parrets erfaring, at Torup og Halsnæs er en pendlerkommune. Mange arbejder hjemme to eller tre dage om ugen. Men hjemme kan også blive ensomt. Der findes ikke mange caféer, hvor man kan sidde hele vinteren. Arbejdsfællesskabet er derfor ikke blot et supplement til kulturprogrammet, men et forsøg på at skabe en hverdagslig tilknytning til stedet.
Om eftermiddagen og aftenen transformeres rummene igen: Til teater, koncerter, spisearrangementer – eller andre private og offentlige arrangementer.
Det er her, at forskellen til det traditionelle kulturhus bliver tydelig. Mange danske kulturhuse er kommunalt forankrede eller organiseret som foreninger med bestyrelser og driftsaftaler. MEJERIET er privatejet – de investerer selv, bygger gradvist og accepterer, at udviklingen tager tid. Men friheden er ikke det samme som at stå alene. Gode samarbejder med fonde og partnere er stadig en del af det, der holder stedet i live.
Ilon kommer fra Holland og har arbejdet i det etablerede teatermiljø med blandt andre Dries Verhoeven og Internationalt Teater Amsterdam. Hun beskriver det hollandske kulturlandskab som mere liberalt og mindre foreningsbaseret end det danske. Freelance-tilværelsen er mere normaliseret, men også mindre tryg – et billede vi hos Kulturform også mødte, da vi interviewede Roan Segers fra Musics’cool i Roskilde.
I Danmark har hun mødt en stærk foreningskultur – og en fællessangs-tradition, som hun med et smil konstaterer, at hun har deltaget mere i på to år her end i tre årtier i Holland.
Samtidig oplever hun, at den danske model kan have en indbygget træghed. Foreningsstrukturer skaber stabilitet, men hun sætter også pris på en mere entreprenant tilgang – hvor idéer kan afprøves og projekter sættes i gang uden lange beslutningsprocesser.
Men friheden har sin pris.
At drive et privat kulturhus ved siden af et aktivt kunstnerisk virke er en balanceakt, hvor de økonomiske realiteter sjældent holder fri.
Ilon arbejder fortsat med internationale projekter om havet og klimakrisen – blandt andet i samarbejde med kunstnere fra forskellige europæiske øer. I de projekter inddrager hun ofte forskere, eksempelvis havbiologer, fordi hun oplever, at nye erkendelser opstår i mødet mellem felter. Hun bruger selv det hollandske ord kruisbestuiving – krydsbestøvning. Når kunst, videnskab og forskellige fagligheder mødes, opstår der noget, som ingen af dem kunne have skabt alene.
For hende er der en direkte forbindelse mellem den tilgang og MEJERIET. Ambitionen er ikke blot at præsentere kunst, men at skabe et sted, hvor forskellige praksisser kan sameksistere og påvirke hinanden. Musikere, selvstændige, børneteater, forskere, lokale beboere.
Hendes scenekunst har altid handlet om at samle mennesker omkring en æstetisk oplevelse og skabe rum for refleksion over det væsentlige.
»Målet er egentlig det samme,« siger hun. »Det er bare formatet, der er anderledes.«
Og formatet er uløseligt knyttet til stedet. For hvor hendes tidligere projekter udspillede sig i midlertidige rum, festivaler og institutioner, er MEJERIET forankret i en konkret geografi. Krydsbestøvningen sker ikke kun mellem kunst og videnskab – den sker mellem professionelle kunstnere og amatørhold, mellem residency-kunstnere og lokale beboere, mellem koncertpublikum og dem, der bruger huset som daglig arbejdsbase. Det hele kan sameksistere under samme tag.
Her bliver stedet ikke en kulisse, men en aktiv medspiller.
Torup er ikke et neutralt bagtæppe. Landsbyen har omkring 350 indbyggere og har siden 1986 været hjemsted for Økosamfundet Dyssekilde. Den blev kåret som Årets Landsby i 2019 og har i modsætning til mange andre landdistrikter oplevet tilflytning snarere end fraflytning.
»Vi starter ikke fra nul,« understreger Ilon. De bygger videre på en eksisterende kulturhistorie og et lokalt engagement. Men drivkraften rækker ud over det lokale initiativ.
»Det er vigtigt, at folk gider bo ude på landet, og det kræver steder som det her.«
MEJERIET er altså ikke blot en scene. Det er et forsøg på at gøre det muligt at leve et kulturliv uden for København, Aarhus eller Odense. At skabe et sted, hvor man kan synge i kor om onsdagen, hente sine børn fra teaterhold og komme til koncert fredag aften – uden at forlade kommunen.
Midt i den gamle industribygning – mellem mursten, bar, håndværkere og potluck-middage – insisterer de på, at kultur ikke blot er noget, der sker i de store byer. Den kan også produceres her. Hver dag.
‘Milde Himmel’ tager publikum visuelt og musikalsk med ind i hovedet på et af Danmarks største litterære klenodier. I ensembleforestillingen møder børn og voksne hans kreative drivkraft og tvivlende stemmer.
Hos Nunatsinni Eqqumiitsuliornermik Ilinniarfik i Nuuk arbejder kunstner og leder Ivínguak’ Stork Høegh for at give unge kunstnere et fagligt fundament, globalt udsyn og plads til at udvikle deres egne stemmer.
Hvor går grænsen mellem eksponering og historie? Det er en hovedovervejelse for mig i disse spæde opstartstider af Kulturform.
Leder Nyt kulturmagasin! Har vi virkelig brug for det? Denne leder er skrevet af stifter og musiker Christian Wendelboe Bundgaard.
Kunst | Natur Naturens sårbarhed skildres med blåtryk i ny kunstudstilling på Silkeborg Bad Kunstner Karin Lykke fra Odsherred har
Forfatterskab | Kulturhistorie Caroline har landet sin første forlagskontrakt med historisk roman om årene op til grevens fejde I ti
