Hos Nunatsinni Eqqumiitsuliornermik Ilinniarfik i Nuuk arbejder kunstner og leder Ivínguak’ Stork Høegh for at give unge kunstnere et fagligt fundament, globalt udsyn og plads til at udvikle deres egne stemmer.
Ansvarshavende redaktør | Webansvarlig | Stifter af Kulturform
Blandt gamle kolonibygninger i den ældre del af Nuuk ligger et lille rødt hus over for brættet, hvor friskskudt rensdyr og nyfangede fisk sælges dagligt. Huset ligner de omkringliggende – men er langt fra magen til. Inden for dørene gribes verden an igennem kunsthåndværk, med henblik på at skabe nye generationer af uddannede kunstnere i Grønland.
Vi befinder os på Nunatsinni Eqqumiitsuliornermik Ilinniarfik, Grønlands Kunstskole – i daglig tale blot kaldet NEI. Der er ingen tvivl om, at kreativiteten hænger i luften. Duften af akrylmaling rammer med det samme ens næsebor, og skolens elever er i fuld gang med dagens opgave: At genskabe et selvvalgt sort-hvidt fotografi i farver.
Skolen blev etableret som grafisk værksted i 1972 og fik status som kunstskole i 1981. I dag er den det tætteste man kommer på en reel kunsthåndværksuddannelse i Grønland.
NEI optager årligt blot fem elever, der skal igennem et stramt tilrettelagt program inden for næsten alle facetter af kunstens håndværksformer. De arbejder med alt fra blyantstegninger og akrylmaling – på lærreder de selv har spændt op og behandlet – til keramik. Målet er at sikre de unge aspiranter det faglige håndværk, det kræver at søge ind på kunstakademier rundt om i verden.
Kulturform besøgte det lille røde hus på en grå regnvejrsdag i november for at mødes med leder og drivkraft bag stedet, Ivínguak’ Stork Høegh. Hun er selv kunstner og har netop store ambitioner om at udvide skolen og bruge dén som afsæt til at skabe et fremtidig Grønlandsk kunstakademi – for det findes endnu ikke anno 2025.
For Ivínguak er NEI ikke blot en skole, men en mulighed for at skabe og forme en bedre fremtid for kunsten i Grønland. En fremtid, der både forholder sig til traditionelt håndværk og samtidig rummer et internationalt blik. Desværre er udviklingen ikke gået i det tempo, man kunne ønske, mener hun.
“Jeg må indrømme, at det ærgrer mig, at dem [selvstyret], som ejer det, ikke har prioriteret det lang tid,” fortæller Ivínguak.
At NEI ikke har været prioriteret i en årrække afspejles også i den offentlige debat om skolen og dens fremtid. Allerede i 2017 blev der fra Naalakkersuisut lagt op til, at skolen muligvis skulle flyttes fra Nuuk til en anden by langs vestkysten. Efter Inatsisartut-valget i 2021 pegede den dengang nytiltrådte Naalakkersuisoq for Uddannelse, Kultur, Idræt og Kirke, Peter Olsen (IA), på, at skolens fremtid fortsat ikke lå fast – en udmelding, han gav til AG Sermitiaq.
I samme artikel bemærkede Peter Olsen, at skolens udvikling og fremtid havde været negligeret. Blot få måneder efter, tiltrådte Ivínguak som leder af NEI. Og her fire år senere peger hun fortsat på, at skolen endnu har tilgode at blive prioriteret med henblik på, at løfte ambitionerne for udviklingen af kunsten i Grønland.
Noget den 43- årige leder selv har kendt i årevis. Hendes eget forhold til skolen rækker længere tilbage end blot 2021. Som tidligere elev og som niece til Arnannguaq Høegh, der var leder fra 1991 og frem til sin død i 2020, har hun haft et indgående kendskab til institutionen. Netop derfor oplever hun også tydeligt, hvor lidt der på afgørende punkter har forandret sig. Noget der heldigvis ser ud til at være ved at vende en smule – men det vender vi tilbage til.
Da jeg (Christian W. Bundgaard) oprindeligt aftalte at mødes med Ivínguak’, var det med ønsket om at diskutere hendes seneste store udstilling ‘Arctic Exotic’ samt collagearbejde.
Men mødet førte hurtigt samtalen ind på et langt mere dybdegående spor om kunstens formål og fremtidens kunstneriske udvikling i Grønland – med NEI som et centralt omdrejningspunkt. Et spor, hvor kunsten ikke blot forstås som et æstetisk udtryk, men som et afgørende redskab til at kommunikere med og skabe møder i verden. Her træder kunstneren frem som mere end en underholdende aktør, den bliver en tydelig formidler af substantielle og kulturelle budskaber og visioner for Grønland.
Denne tilgang til kunsten kommer klart til udtryk i Ivínguak’s arbejde fra Arctic Exotic. I værkerne undersøger hun, hvordan kunsten kan åbne for mødet med verdener, selvom de umiddelbart ligger langt fra ens egen. Hun arbejder med forestillingen om, hvordan tidligere generationer af inuit måske har relateret sig til steder, der står i skarp kontrast til det kendte. Netop kontrasten er et gennemgående og bærende element i Ivínguak’s kunstneriske praksis.
“Jeg arbejder meget med kontraster og omvendte betydninger, og det var også sådan, Arctic Exotic temaet opstod. De gamle sort-hvide fotos fascinerer mig, og jeg tænker ofte på, hvordan Inuit før kameraer, fly og skibe har forestillet verden udenfor. Gad vide om de tænkte på, at der kunne findes en tropisk verden på den anden side? Altså lige det modsatte af Arktis.”
I Artic Exotic tager Ivínguak både inuit kvinder med til varmere himmelstrøg, men lige så meget bringer hun dyr som zebraer, elefanter og tigre til det arktiske. Hvor de i deres funktion både indtræder i rollen som fangstdyr for grønlandske fangere, men ligeledes i den synergi og form som slædehundene traditionelt har.
Længslen efter det eksotiske og kontrasten oplevede Ivínguak også selv som barn, særligt når de kolde vintermåneder satte ind, og hun – som hun beskriver det – snerrede af sine forældre:
“Jeg har tit sagt til mine forældre: Hvorfor skal vi fryse så meget? Det er så koldt – hvorfor fanden er vi herfra?”
Aversionen for kulden er noget hun senere er vokset fra. Men tanken om at forholde sig til livet uden for Grønlands grænser spiller stadig en afgørende rolle for kunstneren. Ivínguak’s eget blik ud mod verden er nemlig også et vigtigt perspektiv i hendes undervisning af eleverne. Inspiration skal komme indefra, fortæller hun og peger på sit hjerte, men samtidig er det afgørende at forstå sig selv i relation til verden udenfor, forklarer hun.
“Det er selvfølgelig vigtigt at se ud mod resten af verden og hente inspiration. Det er også derfor, vi stadig prioriterer at få gæstelærere udefra. Man får nogle helt andre input, når lærerne kommer fra en anden baggrund.”
En ting er at se ud i verden efter inspiration, en anden er at forholde sig til, når despotiske kræfter i verden kigger tilbage på en. Her bliver kunsten nemlig et ligeså vigtigt medie for at kommunikere forholdet til verden.
I begyndelsen af 2025 blev Ivínguak’s kunst en central del af debatten om Grønlands status, da hun meldte sig ind i samtalen med sin collage “STOP”. Øverst på værket står et citat fra den daværende Naalakkersuisut Siulittaasuat (Formand for Naalakkersuisut, Grønlands Selvstyre), Muté B. Egede, som én gang for alle slog fast, at “Greenland belongs to the people of Greenland.”
For Ivínguak er det dog langt fra nyt, at kunsten får en politisk kant.
“Jeg har arbejdet med det før. Jeg er ikke så god til at udtrykke mig gennem det talte ord og sige, hvad jeg mener. Jeg kan bedst udtrykke mig ved at skabe et billede.”
At kunsten kan – og måske bør – bære et politisk budskab, er langtfra en selvfølge. Men for Ivínguak’ fremstår det som en naturlig del af arbejdet.
I hendes familie har kunsten aldrig været adskilt fra samfundet.
Blandt de tydeligste eksempler står hendes far, Malik Høegh, en af stemmerne i Sumé – bandet, der ikke blot satte nye retninger for grønlandsk musik men også bar stærke politiske budskaber. Budskaber, der stadig her 50 år senere giver genlyd i dag og som kaster et klart lys over den tradition, ‘Ivínguak’ viderefører i sit eget arbejde.
Som ét folk vil vi rejse os
Det som vore forfædre besad
MÅ tilfalde vore efterkommere
Det er menneskenes lande
De skal styre dem som ét
De skal forblive på deres hænder.
Katilluta ataatsimut
Makiterniarpugut!
Kingulittami pissaraat
Siulitta attataat
Inuit nunagaat
Aqussavaat ataatsimut
Pigissaavaat qaqugummut!
Pigissaavaat qaqugummut!
Selvom politik og kunst for Ivínguak’ er to størrelser, der kan – og måske bør – kombineres, er det afgørende for hende, at der er en tydelig adskillelse mellem rollen som kunstner og rollen som leder af NEI. På skolen er fokus først og fremmest rettet mod håndværket – ikke fortællingerne.
“Det er vigtigt for mig, at hver elev skaber deres egen mening og deres eget syn på verden. Det er dén retning, de skal følge. Jeg vil ikke pille ved det. Jeg har stor respekt for andres holdninger, og mine egne holdninger er mine egne. Derfor viser jeg heller ikke min kunst eller mine arbejdsprocesser til eleverne,” fortæller Ivínguak’.
For hende handler det i høj grad om, at de unge lærer at finde frem til, hvem de er, og hvad der driver dem. Det gælder også i forhold til at løfte blikket ud over Grønland og Nuuk – noget hun bevidst forsøger at fremme gennem både sin undervisning og skolens rammer.
Ivínguak’s politiske engagement i arbejdet med NEI træder alligevel forsigtigt frem under samtalen. For selvom hun lægger sine personlige politiske holdninger uden for døren, når hun træder ind i det lille røde hus, er hun samtidig meget bevidst om, at arbejdet med NEI i sig selv er politisk – og kræver langsigtede visioner og planer for fremtiden.
At Ivínguak’ selv kommer fra en kreativ familie har bestemt ikke holdt hende tilbage fra at forfølge en karriere som kunstner. Men hun er fuldt ud klar over, at det for mange unge grønlandske unge ikke er et lige så let et valg – og at opbakningen hjemmefra kan være meget blandet.
“Jeg møder nogle gange unge, som fortæller, at deres familie slet ikke forstår, hvorfor de kan lide kunst. Det er noget, jeg ofte støder på. Men der er også andre, der får enormt meget støtte hjemmefra. Det er lidt af hvert,” siger hun.
Netop derfor er det også en tydelig ambition for lederen, at skolen skal vokse – både i størrelse og i længden af de uddannelsesforløb, den kan tilbyde. For Ivínguak’ kan se, hvad skolen gør for de elever, der bliver optaget.
“Jeg kan se, at det gør en forskel. Også på længere sigt. Jeg drømmer om, at skolen bliver større og større, og at Grønland en dag får sit eget kunstakademi. Jeg ved ikke hvornår, men det er ambitionen. Og ja – længere uddannelsesforløb og flere fag. For eksempel har vi endnu ikke kunsthistorie.”
Et længere uddannelsesforløb ville også give mere luft i programmet, forklarer hun. I dag er alt presset sammen i korte moduler på én til to måneder, og eleverne er hurtigt ude ad døren igen. Det stramme program – sammenholdt med få ressourcer – giver heller ikke meget plads til samarbejde med andre aktører.
“For eksempel har Teaterskolen kontaktet mig om, at jeg kunne lave rekvisitter,” siger Ivínguak’. Men sådan et samarbejde kræver både tid og plads, hvis det skal rumme de faglige elementer, den korte kunstuddannelse kræver.
Vejen til at løfte NEI i retning af et egentligt kunstakademi, som dem man ser i Danmark, Sverige eller England, er stadig lang og snørklet. Men ambitionerne – og arbejdet – fortsætter. Det arbejde der blandt andet blev igangsat under Ivínguak’s faster, og nu begynder resultaterne så småt at vise sig.
Der er kommet hul igennem til ekstra midler, blandt andet gennem fonde, og uddannelsen er på vej til at blive forlænget til et to årigt grundforløb. Og forhåbentlig kan kunstskolen allerede næste år begynde en fysisk udvidelse.
“Vi er meget tæt på at få sat gang i renoveringen. Grunden, du kan se derude hører også til skolen. Her bliver der bygget to etager, og det hus, vi står i nu, bliver omdannet til to store rum “ fortæller Invínguak, mens hun peger rundt og fortsætter; “Den ene afdeling bliver maleriafdeling og grafisk værksted, og så kommer der flere mindre lokaler rundt omkring. Udenfor bliver der etableret en gård.”
Samtalen med Ivínguak’ begyndte med et ønske om at tale om collager, men endte med at åbne for større spørgsmål om kunstens rolle og kunstnerens ansvar i Grønland. Mødet efterlod ikke færdige svar, men snarere en fornemmelse af, at kunst og kunstneruddannelse – med respekt for deres ophav – må turde forholde sig åbent og kritisk til både samtid og fremtid.
For hvis kunsten skal være mere end noget, vi bevarer eller viser frem, må den også have plads til at udvikle sig. Plads til tvivl, til forhandling og til nye stemmer, der endnu er ved at finde deres ståsted.
I det krydsfelt, hvor tradition, popkultur, politiske vinde og globale blikke mødes, bliver institutioner som NEI ikke blot uddannelsessteder, men rum, hvor kunsten kan tage form – og hvor fremtidens grønlandske kunstnere kan finde deres egen vej ud i verden uanset deres eget ophav.
Foreningen Silkeborg Ny Teater har 180 medlemmer, som kommer igen året rundt for at servere mad, spille skuespil, bygge kulisser, sy kostumer og instruere forestillinger. Trækplasteret er nærvær og sammenhold på begge sider af scenetæppet.
I snart 30 år har Thomas Foldberg skabt masker, proteser og special effects til film- og tv-produktioner i både ind- og udland. Bag de mange lag silikone og latex gemmer der sig et håndelag, der – på trods af branchens stigende brug af CGI og nu også AI – stadig er højaktuelt, og måske mere efterspurgt end nogen sinde før.
Underviser Roan Segers har banket sin egen private musikskole op fra bunden. En rejse der ikke kun har budt på sød musik, men også væsentlige udfordringer i det didaktiske marked for dansk musikundervisning.
Hvor går grænsen mellem eksponering og historie? Det er en hovedovervejelse for mig i disse spæde opstartstider af Kulturform.
LEDER In the business of belonging – refleksioner over Kulturkraft 2026 Det er nu lidt over to måneder siden, at
Michala Elk har over de sidste fem år etableret en succesfuld litterær karriere med ungdomsromaner. Hun deler sin faglige og økonomiske rejse.
Dansk