Journalistisk magasin eller kunstnerisk promoveringsplatform?
January 5, 2026
Hvor går grænsen mellem eksponering og historie? Det er en hovedovervejelse for mig i disse spæde opstartstider af Kulturform.
Denne leder er skrevet af stifter og musiker Christian Wendelboe Bundgaard. Vi udgiver løbende indblik og refleksioner fra redaktionen for at dele magasinets rejse med læserne og åbne op for med-inputs.
Stifter af Kulturform
Ja, er det korte svar, hvis du spørger mig.
Inden jeg uddyber, er det først og fremmest på sin plads at byde dig velkommen, kære læser. Her på Kulturform er vi utrolig glade for, at du har fundet din vej ind til vores nye magasin. Vi har sat næsen op efter at skabe et medie, der kan blive det faste samlingspunkt for kulturformidling og dækningen af kunstneriske og kulturelle praksisser i Danmark, samt i Grønland og Færøerne.
Kulturform er skabt på baggrund af nogle af de tendenser, vi på redaktionen og jeg selv har set danne sig i mediebilledet over de sidste mange år samt mine egne erfaringer fra kulturbranchen.
De spænder over et årti som aktiv blues- og jazzmusiker på scener rundt om i Danmark og internationalt – og i den tid har jeg selv været vidne til de hurtige udviklinger og omlægninger af kulturbranchen, som både jeg selv og mine kollegaer på tværs af generationer har oplevet.
Udviklinger, der har udfordret vores nærvær til det lokale og vores nysgerrighed på det ukendte.
Faldet i lokale medier og redaktioner er desværre en af de ting, vi har vidnet gennem de seneste mange år. Medier, som førhen var ambassadører for at dække lokal kunst og kultur rundt om i landet. Derfor er dækningen af kunst- og kulturområdet primært tilfaldet de større mediehuse.
Desværre er det i min optik og gennemgang af mediernes indhold ofte synligt, at der er et stort fokus på populærkulturelle emner, højtprofilerede aktiviteter og kendte navne fra ind- og udland. Selv når medierne dækker mere nicheprægede områder, falder de ofte i fælden for det velkendte. Taletiden og opmærksomheden tilfalder altså ofte dem, som allerede er etablerede som velkendte kunstnere, eller som minimum er del af et samarbejde, måske endda ansat, ved en af de store kulturinstitutioner.
Det er ikke for at underkende eller undergrave behovet for disse institutioner – eller for de store medier. Men i en tid, hvor der kæmpes om kulturforbrugernes opmærksomhed og er et markant behov for stærk branding, ender disse store maskinerier til tider med at være altoverskyggende i repræsentationen af kunst- og kulturområdet.
Ligeledes i debatten om, hvilken retning branchen skal bevæge sig i.
Det er selvfølgelig også nemt at male fanden på væggen og i afmagten pege på, at de små er underlagt de store kulturbærende institutioners og mediers hegemoni. For man må ikke glemme, at der også her i landet findes enormt mange niche- og genrespecifikke kulturmedier, som dækker hvert deres eget lille hjørne af sektoren. Noget jeg selv i min egen musiske karriere ikke havde kunne være foruden. Disse mindre medier gør uden tvivl et stort stykke arbejde i at dokumentere, anmelde og skabe omtale om et hav af de kunstnere, som falder under deres paraply. Desværre ender deres rækkevidde sjældent med at nå andre end dem, som allerede er en del af gruppen – et nytilkommet publikum er svært at få fat i.
Så hvor placerer det så Kulturform i et medie landskab? Det korte, og lidt unuancerede svar er, at det placerer os et sted i midten.
Det er ikke vores ambition at være endnu et populærkulturelt medie, der anmelder – men samtidig må det heller ikke blive så snævert, at vi ender med at overtage dækningen af nicheområderne. Vi er heller ikke et nyhedsmedie, hvor fortællingerne eller dækningen skal bruges til at sælge billetter. Vi går derimod efter at skabe fortællinger der kan skabe grobund for refleksioner, faglig inspiration og ikke mindst samarbejder på tværs af genrer.
Tilværelsen som kunstner – og i mit tilfælde musiker – overskygges til tider af de mange kasketter, man skal have på.
Noget, der ikke kun er mig forundt. For som kunstner og udøvende kulturformidler er man i 2025 ikke blot en kreativ håndværker eller sjæl; man er også erhvervsdrivende, der skal kunne håndtere de administrative regler og krav, som hele tiden smides i hovedet på en. Dertil agerer man også PR- og marketingbureau samt ´content creator’ for sit eget brand. Så når tiden endelig kommer til det håndværk og kreative arbejde, man egentlig burde dedikere sin tid til, er den ikke altid til stede.
Vil vi give kunstnere og kulturformidlere plads til at snakke om deres fag. Et af formålene med Kulturform er at støtte og bakke op om de ambitioner og det arbejde, der ligger i at være udøvende kunstner. Men vi inkluderer også en ærlighed om alt det udenoms praktiske og ’kedelige.’
Og så er mediet helt gratis. Alle skal have mulighed for at læse Kulturform.
Jeg må igen trække på min egen erfaring og erkende, at det nuværende medielandskab ofte glemmer dem, de selv skriver om. Alt for ofte mødes man af betalingsmur, som selv kunstnerne, ikke engang kan komme over. Vi satser derfor på at skabe et medie, der bygger støtte og medborgerskab.
Mediet skal i øvrigt inspirere og give værktøjer til nysgerrige læsere – på tværs af genrer.
Vi tror, at der i fortællingen om, hvordan man skaber en lokal revyforestilling, kan gemme sig guldkorn til, hvordan man som spillested i en by kan skabe tiltag, der engagerer de lokale til aktiv deltagelse. Eller at en forfatters vej til udgivelse måske kan hjælpe billedkunstneren til at tænke ud af boksen i forhold til, hvilke formater og kanaler man udgiver gennem. På tværs af kulturer og ideologier kan andres gøre-måder og arbejdsprocesser inspirere os til at kigge indad og tænke nyt.
· Født 1994, Virum
· Professionel musikker i mere end et årti, bla under alias Chris Copen
· Uddannet multimediedesigner
· I gang med BA i Uddannelsesvidenskab, DPU
Kulturform er for alle, og det handler ikke om at definere, hvad der er den rigtige kultur. Magasinets DNA er, at vi ikke forholder os til, om noget er god eller dårlig kunst. Vi har ingen ambition om at anmelde andres hårde arbejde med hjerter eller stjerner.
Selvfølgelig kan vi ikke frasige os at ende med at agere gatekeepers til, hvem og hvad der får taletid gennem os. Men opgaven om det opsøgende arbejde ligger hos os som kulturformidlende medie – og vil hele tiden forsøge at se ud over os selv. Kulturform sigter derfor imod at give en stemme til dem, som ofte drukner i mængden, i håbet om, at vi – ved at lære om det at være kunstner og arbejde med kulturformidler fra øst til vest og fra nord til syd – kan give hinanden en større forståelse og opfordre til samarbejde, refleksion og brugen af kulturelle tilbud.
Og nu til navnet, med fare for at blive en anelse højtflyvende.
Ifølge Den Danske Ordbog har ordet ’Kulturform’ to betydninger. Den første er ”en særlig måde som en kultur fremtræder på; kulturmønster.” Den anden er taget fra botanikken, hvor kulturform er de underkategorier – afarter – der findes til en større helhed. Med udgangspunkt i førstnævnte er kultur ikke kun noget, vi samlet taler om i ental. En kultur, har altså sine egne måder at fremtræde på. Jeg ønsker personligt at bryde med det til tider enøjede narrativ, der ligger i ordet “kulturen”. For når de højere instanser snakker om åndelig oprustning og en ambition om at værne om de idealistiske europæiske kulturtraditioner, som er under pres fra både øst og vest, så opstår der også en tendens til, at vi begynder at tale om kultur i ental. Nemlig “Kulturen”.
Her pejler jeg mod den anden forklaring– altså den fra botanikken.
For selvom man altid kan løfte snakken og begrebsliggørelsen af ordet “kultur” op på et nationalt fælles niveau, ville det også være blåøjet at tro, at alle i et givent samfund én til én deler de samme kulturtraditioner. Der findes altid subkulturer og egnsspecifikke traditioner, som ikke nødvendigvis tilfalder alle under den samme paraplybetegnelse for kultur i et nationalt perspektiv.
Derfor er det vores ambition på redaktionen at gøre dækningen af kunst- og kulturområdet så fri som muligt fra prædefinerede og institutionsfastlagte definitioner af, hvad kulturen er. Vi håber virkelig, at I læsere her vil have lyst til at byde ind med idéer til historier rundt omkring i Danmark, Grønland og Færøerne. For det er jer, der ved bedst.
Du kan indsende bud på historier her: Del en historie
Endnu engang velkommen til Kulturform.
Hvor går grænsen mellem eksponering og historie? Det er en hovedovervejelse for mig i disse spæde opstartstider af Kulturform.
Hos Nunatsinni Eqqumiitsuliornermik Ilinniarfik i Nuuk arbejder kunstner og leder Ivínguak’ Stork Høegh for at give unge kunstnere et fagligt fundament, globalt udsyn og plads til at udvikle deres egne stemmer.
Kunst | Natur Naturens sårbarhed skildres med blåtryk i ny kunstudstilling på Silkeborg Bad Kunstner Karin Lykke fra Odsherred har
Forfatterskab | Kulturhistorie Caroline har landet sin første forlagskontrakt med historisk roman om årene op til grevens fejde I ti
Underviser Roan Segers har banket sin egen private musikskole op fra bunden. En rejse der ikke kun har budt på sød musik, men også væsentlige udfordringer i det didaktiske marked for dansk musikundervisning.
Instruktør Pelle Koppel og manuskriptforfatter Sofie Riis Endahl bygger samarbejdsbro i Teater V’s poppede efterårsmusical Pixie om gymnasieelevers hæsblæsende kamp for at følge gruppen – med risiko for at blive ladt alene på perronen.
