Denne leder er skrevet af indholdsredaktør og journalist Mie Olsen. Vi udgiver løbende indblik og refleksioner fra redaktionen for at dele magasinets rejse med læserne og åbne op for med-inputs.
Stifter af Kulturform
Hvor går grænsen mellem eksponering og historie? Det er en hovedovervejelse for mig i disse spæde opstartstider af Kulturform.
Jeg er stolt af vores første artikler, fordi de har en faglig dybde og en omtanke for personen og emnet i centrum for historien. De er lavet ’pro bono’, uden støtte eller andre forventninger, end dem Christian og jeg stiller os selv.
På indholdssiden er de meget klare: Vi ønsker at lave historier om mennesker, der bidrager til kunst og kulturlivet med fokus på deres drivkraft, metoder og faglige rejse. Artiklerne nørder skabelsesprocesser og hylder milepæle – men trækker selvfølgelig også udfordringer og benspænd frem i lyset.
Hvad arbejder du med? Hvordan gør du? Hvad lærte I undervejs? Hvem har hjulpet dig? Hvorfor dedikerer I jeres tid og livsgejst til kunst? Hvornår begyndte det? Hvorfor skal andre høre historien?
Sådanne spørgsmål søger vi svar på ude i felten. Og vinklen? Den former sig ”as we go” og er mere rummelig, blød og beskrivende, end den er forklarende, kritisk eller undersøgende.
Det minder lige så meget om en antropologisk (læren om mennesket) som en journalistisk (formidling af information) tilgang. Lad det være stikordene til at varedeklarere, at jeg selv med en bachelor i antropologi ved Moesgaard Museum og en kandidatgrad i journalistik fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX) har et fagligt ben i begge lejre.
Jeg har lært at lave dybdegående og kvalitative interviews for at undersøge og kortlægge menneskelig kultur i alt dens nuancerigdom og kompleksitet, der i øvrigt ikke lader sig reducere til en overskrift eller hovedpointe. I hvert fald ikke uden mindst ti delkonklusioner. At investere mig selv i et emne og inddrage subjektive og fænomenologiske (oplevelsesbetingede) observationer med en dyb respekt for, at man aldrig kan være 100 procent objektiv og adskille afsenderen fra budskabet.
Mennesker er nysgerrige på andre mennesker.
På journaliststudiet har jeg mestret samfundskritiske og oplysende historier baseret på klassiske metoder som faktatjek, kildekritik, præcision i sprogbrug, en klar selektion i vinkel (der står 100 procent skarpt i rubrikken) og gennemsigtighed for læserne. Det er i sidste ende dem, der skal bruge information til at danne deres egen mening og deltage i den offentlige debat.
De to tilgange reflekterer og supplerer hinanden perfekt. Derfor bliver de også parret i diverse former for narrativ journalistik, reportager, long-reads, dokumentariske greb osv. Det er ikke nyt.
Men i forhold til Kulturform, er det første gang, at jeg i mit professionelle virke har bevæget mig i så mudret et grænseland mellem de to. Og det stiller spørgsmål til tre grundlæggende søjler inden for al historiefortælling: Kilde, vinkel og værdi.
Hvad er omfanget af det ejerskab og medbestemmelse kilderne har over historien? Hvor specifikt, nørdet og persondrevet må vinklen være? Hvilken værdi giver det læseren (læs: andre end de direkte involverede parter)?
Rubrikken indikerer, at ’slaget’ står mellem den ene eller den anden lejr. Det er så spørgsmålet.
Kulturform har indtil nu givet kunstnerne stort ejerskab over deres historie – i flere tilfælde er der faktisk kun én kilde. Det betyder også, at der ikke er ’clashes’, kontraster eller forskellige point of views på et bestemt emne – i stedet bliver historierne personbårne.
Indrømmet kan selv det at bruge ordet ”kilde” virke lidt fjernt fra vores måde at samtale-interviewe folk og gå til dem med en nysgerrig og begejstret tilgang. Det resulterer også i artikler, der på visse måder promoverer hovedpersonerne.
Hvis man altså holder sig til ordets ordbogsdefinition, nemlig at ”fremme eller hjælpe” dem. Vi gør det selvfølgelig ikke ukritisk. Der ligger et fair benarbejde i at vælge vinkel, en klar struktur og præsentation af informationsbidderne, sætte det kunstneriske emne i ramme, følge op med spørgsmål (også de kritiske) OG ikke mindst; bruge en beskrivende, forklarende og nuancerende ordlyd men aldrig en anmeldende, vurderende eller opfordrende.
Det slår mig, at der i det hyper subjektive, jo mere lokalt og konkret forankret det er, findes en bredere appel og en objektiv relevans, måske alene gennem identifikation og indlevelse. På nogle måder minder det mig om dengang, jeg selv læste long-reads om skovhuggere i Oregon – et emne der næsten ikke kunne ligge længere fra min egen hverdag.
Men historierne var fortalt ærligt og tålmodigt – og mennesker er nysgerrige på andre mennesker.
Når det kommer til aktørerne i Kulturform: Ja, vi vil have dem frem i lyset, ud over stepperne, råbe over hustagene. Men vi gør det med en journalistisk metode, og maskineriet kører på damp fra en lille dedikeret redaktion, der nøje overvejer fakta, og hvordan vi kan tage læseren i hånden.
· Født 1991, Silkeborg.
· Selvstændig journalist og skribent i M. O. Kommunikation.
· Har en kandidat i international journalistik og bachelor i antropologi.
· Næsten 200 udgivelser i danske og internationale medier.
Og vi er kun lige begyndt med Kulturform. Med tiden kommer der uden tvivl mindre personbårne historier. Det gibber allerede i mig for at etablere nogle faste journalistiske formater på forhånd, sætte en ramme, lukke ned for det famlende og søgende.
Portræt er ét format. Proces eller reportage kan være et andet. Baggrund kan være et tredje.
Jeg skal næsten binde hænderne for at lade være. For det er alligevel gået op for mig, at Kulturform skal turde at være lige så kreativt og ambitiøst, som de kunstnere vi beskriver. Vi skal ikke lade os styre af prædefinerede bokse og valg, men lade magasinet forme sig hen ad vejen.
Mærke efter hvad der virker naturligt og intuitivt. Og tro på, at der sagtens kan være en rød tråd på tværs af vores journalistiske dækning, selvom vi ikke varedeklarer med de traditionelle værktøjer. Denne leder er et godt eksempel.
Lederformatet blev startet af lyst, og fordi vi synes, at det var nødvendigt, at læserne lærte os at kende. Vi åbner op for input og viser vasketøjet. Måske kan andre blive inspireret af vores rejse, og få modet til selv at starte deres projekter?
Her til sidst er det som om, at den ellers skarpskårne rubrik falder lidt fra hinanden. Jeg kan ikke helt sætte præcist ord på hvorfor. Måske er kontrasterne trukket for skarpt op, ellers er svaret for klogt til spørgsmålet.
Én ting er dog sikker: Vi vil fortsætte med at forholde os kritisk og åbent til Kulturform som magasin, medspiller i kulturlandskabet og innovationsprojekt. Og vi glæder os til at inddrage flere mennesker i produktionen af historier med seje, dygtige og inspirerende kulturaktører.
Hos Nunatsinni Eqqumiitsuliornermik Ilinniarfik i Nuuk arbejder kunstner og leder Ivínguak’ Stork Høegh for at give unge kunstnere et fagligt fundament, globalt udsyn og plads til at udvikle deres egne stemmer.
Leder Nyt kulturmagasin! Har vi virkelig brug for det? Denne leder er skrevet af stifter og musiker Christian Wendelboe Bundgaard.
Kunst | Natur Naturens sårbarhed skildres med blåtryk i ny kunstudstilling på Silkeborg Bad Kunstner Karin Lykke fra Odsherred har
Forfatterskab | Kulturhistorie Caroline har landet sin første forlagskontrakt med historisk roman om årene op til grevens fejde I ti
Underviser Roan Segers har banket sin egen private musikskole op fra bunden. En rejse der ikke kun har budt på sød musik, men også væsentlige udfordringer i det didaktiske marked for dansk musikundervisning.
Instruktør Pelle Koppel og manuskriptforfatter Sofie Riis Endahl bygger samarbejdsbro i Teater V’s poppede efterårsmusical Pixie om gymnasieelevers hæsblæsende kamp for at følge gruppen – med risiko for at blive ladt alene på perronen.
