Hvor kunst og kultur mødes i en demokratisk samtale

Kulturform

Teater | Kulturhistorie

H.C. Andersen konfronteres med sine eventyrs skæbner i
ny sjællandsk familieforestilling

‘Milde Himmel’ tager publikum visuelt og musikalsk med ind i hovedet på et af Danmarks største litterære klenodier. I ensembleforestillingen møder børn og voksne hans kreative drivkraft og tvivlende stemmer.

Pressebilede fra Milde Himmel. H.C Andersen omringet af digterdjævle
Foto: Evan Hemmingsen
Picture of Mie Olsen

Mie Olsen

Journalist og redaktør

Vi befinder os i en abstrakt og eventyrlig have. H.C. Andersen er inviteret til bal hos grevinden, hvor han skal hjælpe med at pynte op og skrive en underholdende lejlighedssang til gæsterne. Men opgaven bliver løbende afbrudt, for i forfatterens sind lurer tvetydige digterdjævle, klar til at fremmane en kavalkade af hans mest berømte karakterer, som pludselig vil have deres tragiske slutninger til revision.

Under overfladen i haven tager en ny fortælling om en grim ælling form. Og som om det ikke var nok for H. C. Andersen at håndtere, dukker den intellektuelle filosof Søren Kierkegaard midt i det hele og svinger med kritikerstokken.

‘Milde Himmel’ er en familieforestilling lavet af Sjællands Teater om Danmarks nationalforfatter, og fem skuespillere synger og fortæller til et originalt orkester- og studieindspillet backtrack af musikalske numre. Forestillingen stammer tilbage fra 2005 og er oprindeligt skrevet af Henrik Prip, men i 2026 får historien nyt liv af instruktør Brian Kristensen.

“H. C. Andersen var på mange måder en outsider. Men han var særlig, fordi han kunne mærke sin intuition og turde at stå ved sine historier, også når omverdenen var skeptisk.
I stykket viser vi indersiden af hans sjæl og psykiske sårbarhed,” fortæller han.

Billede fra da Kulturform var til prøven på Holbæk Teater. Skuespillere på scenen
Milde Himmel’ handler også om, hvordan H. C. Andersen var god underholdning men også lidt af en outsider, som datidens borgerlige og kulturelle selskaber mobbede og ikke rigtigt gad at have med til festen.

Martret mand med digterdjævle

På realplan befinder vi os i Holbæk Teaters foyer en lille uges tid før den planlagte teaterpremiere på ‘Milde Himmel.’ Vi sidder ved et af cafébordene og samtaler i turnus med tre af stykkets faglige drivkræfter – skuespiller Kristian Nicolai Bundgaard, instruktør Brian Kristensen og scenograf/kostumer Lea Burrows.

Det er tirsdag d. 3. februar, før de tidlige eftermiddagsprøver går i gang. ‘Milde Himmel’ opføres af Sjællands Teater i 2026 på både Holbæk og Slagelse Teater. Stykket er en ensemble forestilling, hvor skuespillerne står for flere roller.

For Kristian Nicolai Bundgaard er det første optræden i en professionel og kommerciel teaterforestilling. Han læser sit sidste år på Den Danske Scenekunstskole i København og bliver færdiguddannet skuespiller til sommer.

‘Milde Himmel’ er hans praktik, det der i gamle dage hed ‘scenetjeneste.’

“H. C. Andersen har en kæmpe betydning for mig. Vi har en indforståethed og fælles referenceramme om ham herhjemme, fordi han formåede at skabe et eventyrligt univers ud fra hverdagsting og besjæle og give liv til legetøj. Det er jo i virkeligheden en måde at se verden på”, fortæller den 28-årige skuespillerpraktikant.

Et sted skriver H. C. Andersen “Jeg er mæt af dage - i aften.”

I stykket har han mange hatte på. Han spiller både teologen Søren Kierkegaard, en af
H. C. Andersens infamøse indre digterdjævle (mere om dem lige straks), toppen (fra Toppen og Bolden) samt skorstensfejeren (fra Hyrdinden og Skorstensfejeren).

Det har været en ‘kæmpe gave’ at komme uden for København og være en del af ensemblet i et teaterhus, hvor man – som praktikant – virkelig får noget at rive i, i tæt samarbejde med folk, der kender hinanden og arbejdsgangene, fortæller Kristian Nicolai Bundgaard.

Som én af H. C. Andersens digterdjævle er Kristian med til at vise publikum, hvordan indre stemmer udfolder sig på godt og ondt i forfatterens hoved. Hvornår skal man lytte til dem, og hvornår skal man bede dem skrubbe af?

Digterdjævlene dukker konstant op i handlingen for at konfrontere forfatteren midt i festforberedelserne. Og den slags indre psykiske tvivl, som djævlene bliver et billede på, ligger ikke fjernt fra H. C. Andersen som historisk person, understreger instruktøren Brian Kristensen og siger;

“H. C. Andersen var på mange måder en martret mand. Udgangspunktet for stykket er, at han har svært ved at skrive ‘Den grimme ælling,’ fordi den i sidste ende handler om ham selv.”

Portræt billede af Kristian Nicolai Bundgaard
Kristian Nicolai Bundgaard
Portræt billede af Brian Kristensen
Brian Kristensen
Portræt af Lea Burrows
Lea Burrows

Dramatisk oplæg frem fra gemmeren

Brian Kristensen har researchet en del på H. C. Andersen i både historisk og anekdotisk materiale. Der tegner sig et klart billede af, at digteren og forfatteren brugte selvironi som en strategi for at redde sig selv fra at blive ‘syg i sjælen’, fortæller instruktøren og beretter;

“Han skrev en sætning, som rammer super præcist på, hvordan vi portrætterer ham. Det er noget af det sjoveste, jeg nogensinde har læst. Et sted skriver H. C. Andersen “Jeg er mæt af dage – i aften.””

På mange måder handler stykket om angst, men også styrken til at følge sin intuition – en evne voksne og unge anno 2026 ikke altid besidder, mener instruktøren. ‘Milde Himmel’ er en original dansk opsætning skrevet af Henrik Prip. Den præmierede nytårsaften på Holbæk Teater og kørte på turné. Brian Kristensen spillede selv med dengang, og han kalder det i dag en af hans største oplevelser i forhold til mødet med publikum. I 2025 besluttede han at genoplive forestillingen med moderniseringer – også selvom det tog lidt at finde manuskriptet frem.

I det nye manuskript er antallet af digterdjævle skruet op fra én til fire for virkelig at udfolde forfatterens mentale kamp med kreativitet og kaos, og så har holdet gentænkt stykkets rumlige, fysiske rammer, fortæller scenograf Lea Burrows. I stedet for at kopiere ‘haven’ én til én fra den originale opsætning med træer og buske til en mere dynamisk kulisse, hvor karaktererne kan dukke op fra forskellige afkroge.

“Jeg var med tidligt i processen for at kunne lave en teatralsk oversættelse med dramaturgien for øje. Hurtigt fandt jeg ud af, at parken blev nødt til at være en form for abstraktion, som kunne afspejle H. C. Andersens indre mentale uro og rutsjebaneture.”

Det enkle funktionelle design består af kvadratiske kasseformationer i en slags indadgående spiral med grønne nuancer, hvor der er indlagt mellem og sprækker mellem hver enkelt del. Scenen ligner lidt en hjerne, mener Lea Burrows.

På Sjællands Teater har de deres eget værksted i Holbæk, hvor byggeren Sonny Oeftiger står for at svejse kulisserne i aluminium (som genbruges fra forestilling til forestilling). Derfor har Lea Burrows hovedarbejde været at udvikle og lave præcise arbejdstegninger og få den visuelle og praktiske dramaturgi til at gå op – også i kostumerne.

Originale pressebilleder fra Sjællands Teater. Billedet er af hyrdinden og skorstensfejeren
Foto: Evan Hemmingsen. I stykket vækkes H. C. Andersens karakterer til live og beder ham omskrive deres skæbner. Det minder skuespiller Kristian Nicolai Bundgaard om, hvordan en folkeskoleklasse skrev til Astrid Lindgren for at høre, hvad der skete i Nangijala efter Brødrene Løvehjerte. Rygtet vil vide, at hun kvitterede med flere siders fortsættelse.

Leg og eventyr i en mørk verden

I familieforestillingen konfronteres H. C. Andersen af sine egne karakterer. De er utilfredse over deres ulykkelige slutninger og vil have ham til at omskrive deres skæbner. Den lille pige med svovlstikkerne spiller fuld violin på offerrollen, mens toppen og bolden gerne vil have et lykkeligt forhold.

Hvor scenografien kunne være mere eksperimenterende, er der taget et bevidst valg om relativt minimalistiske kostumedesigns, fortæller Lea Burrows (Sir Grand Lear).

“Publikum skal møde og genkende karaktererne, som de litterære ikoner, de er. Rent praktisk er der også fem skuespillere på scenen, som spiller flere roller og laver hurtige skift på under et minut fra eksempelvis grøn digter djævel til tinsoldat,” beretter Lea Burrows.

Til gengæld har hun for første gang eksperimenteret med at få lavet 3D-printet hår til djævlene, hvilket giver et slags kunstigt luft og formidler, at de hører til i en verden.

I skrivende stund spiller ‘Milde Himmel’ for både familier og skoleklasser. Forestillingen går på Slagelse Teater i slut februar og første halvdel af marts. Spørger man skuespiller Kristian Nicolai Bundgaard, håber han at det vil inspirere flere til at lege og se fantasi og eventyr i tingene omkring os. Og at børnene vil bede far og mor om at læse højt fra de gamle værker – også selvom nogle af handlingerne er grumme.

Den sjællandske familieforestilling rummer både underholdning og mørke – det er bestemt ikke en ‘disneyficering’, understreger instruktør Brian Kristensen. Den tager i stedet livtag med, hvordan det at skrive ulykkelige slutninger i børneeventyr var et kæmpe problem for H. C. Andersen.

“Han ville forandre verden med sine historier og stod fast ved, at hvis man skal fortælle om livet, bliver det ikke uden smerte. Man kommer ikke uden om død, sorg og ondskab. Og det er helt okay,” udtrykker instruktøren, før han med et glimt i øjet siger, at de næste år spiller Oliver Twist på Holbæk Teater. Så bliver det for alvor ‘dark’.

Find mere om Milde Himmel og Sjællands Teater her

Kulturhus i de gamle produktionshaller

I gamle Halsnæs Andelsmejeri skaber Ilon Lodewijks og Simon Hebeltoft et lokalt forankret kulturelt samlingspunkt. Bygningen har de selv købt, og stedet drives 100 procent privat – uden kommunalt ejerskab. Det er et bevidst valg. Friheden og risikoen følges ad

Nyhedsbrev

Bliv klogere. Bliv rørt. Bliv inspireret.
Kulturform giver dig historierne, perspektiverne
og menneskene, der former vores fælles kulturliv
– direkte i din indbakke

Kulturform.dk er en del af Blue DaneProduction ApS. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet fra Kulturform.dk, tilmelder du dig udelukkende dette nyhedsbrev. Du vil ikke modtage andre nyhedsbreve eller markedsføring fra Blue Dane Production ApS.

Kulturform er en del af
Blue Dane Production ApS, CVR: 41746890

All rights reserved Blue Dane Production ApS 2025

Gå ikke glip af de nyeste historier!

Få dem direkte i din indbakke – tilmeld dig vores nyhedsbrev