I næsten 30 år har Thomas Foldberg skabt masker, proteser og special effects til film- og tv-produktioner i ind- og udland. Bag de mange lag silikone og latex gemmer sig et håndelag, der – på trods af branchens stigende brug af CGI og generativ AI – stadig er højaktuelt.
Ansvarshavende redaktør | Webansvarlig | Stifter af Kulturform
2026 blev året hvor hans arbejde førte ham hele vejen til den røde løber i Hollywood og Oscar-uddelingen, hvor han var nomineret for sit arbejde på den blodige Askepot-bearbejdelse The Ugly Stepsister. Inden vi når til Hollywood, skal vi tilbage til de første spæde skridt ind i en branche, der ligger langt fra, hvad en studievejleder normalt foreslår.
For Thomas Foldberg begyndte blandingen af kreativitet og håndværk allerede i barndommen. Morfaren spillede både violin, mandolin og klaver, malede og tegnede ved siden af, og begge forældre var praktisk anlagte: Faren tidligere tømrer, moren oprindeligt frisør. Kombinationen af farens sans for konstruktion og morens blik for form og detaljer kan stadig spores i Thomas’ daglige arbejde med ansigter, kroppe og materialer den dag i dag.
Thomas Foldberg blev født i 1977, samme år som Star Wars: Episode IV – A New Hope havde premiere i USA – et af de værker, der ændrede filmhistorien for altid. I Danmark ramte filmen biograferne sidst på året, men effekten var den samme. Der opstod en ny måde at tænke fortælling, effekter og teknologi på. Sammen med E.T. og Tilbage til fremtiden var det denne æra, der greb den unge dreng.
»Jeg blev helt bidt af det,« fortæller Thomas. »Jeg blev enormt interesseret i både måden at fortælle en historie på og det visuelle – og troede faktisk i lang tid, at jeg skulle være filmfotograf, selvom jeg egentlig også interesserede mig for at bygge ting.«
Som teenager begyndte han at lave små amatørfilm. Sideløbende kastede han sig over at bygge effekter til dem – og lige så stille åbnede en hel verden sig:
»Pludselig opdagede jeg via folk, der også kom i den dejlige butik Fantast [tegneseriebutik] inde i København, at der var en hel verden derude. Der var filmmagasiner, primært fra USA og England, hvorigennem jeg opdagede store dele af branchen. At jamen, det her med E.T., det er jo lavet af nogen, og det er gjort på en bestemt måde.«
Nørderiet havde fundet sit fag.
I 1990’erne stod dansk film foran det, Thomas selv kalder et boom. Dogmebølgen herhjemme og nye teknologiske standarder i Hollywood – med film som Jurassic Park fra 1993 skabte et momentum, der både blev mærkbart i Danmark og »over there«:
»Der begyndte at ske meget i midten af 90’erne med dansk film. Man kunne godt mærke, at der var gang i noget nyt.«
Vejen ind i branchen var langt fra et struktureret uddannelsesforløb. Som aspirerende teenager forsøgte Thomas i begyndelsen af 1990’erne at få en erhvervspraktik, men opdagede hurtigt, at den slags ikke lader sig planlægge i en industri, hvor ingen ved, hvornår næste produktion går i gang. Efter ihærdighed og lidt held kom der hul igennem:
»Det endte med, at jeg fik kontakt til en sminkør, der hed Anne Cathrine Sauerberg, hvor jeg fik mulighed for at hjælpe hende på en lille filmskolefilm.«
Han var 15 år gammel. Mødet ledte ham videre til en knap ti år ældre Morten Jacobsen, som netop var vendt hjem fra en make-up-skole i USA, og som senere blev hans forretningspartner. Alt var nyt og småt skåret:
»Hvis der var nogen, der skulle have lavet fire næser, så var det altså et stort job.«
Med andre ord: Thomas’ vej ind var langt fra planlagt. Han var ufaglært, drevet af interesse, vedholdenhed og en evne til at stå klar, da nybølgen i dansk film og det stigende internationale samarbejde krævede flere hænder. Da han var færdig med gymnasiet, var der mærkeligt nok rigeligt med arbejde – både som assistent og småjobs i eget navn. Planerne om en make-up-skole i London eller USA blev aldrig til noget. Den skole Thomas troede, han skulle på, lukkede inden det blev aktuelt.
Hans historie rejser spørgsmålet om, hvorvidt formelle meritter er nødvendige inden for make-up og special effect delen af filmbranchen. Selv har han aldrig oplevet det:
»Der er mere snobberi omkring, hvad man har lavet. Det kan fylde utrolig meget, om man har medvirket på en bestemt film eller har lavet noget, folk kender. Jeg har aldrig hørt det andet [krav om en formel uddannelse, red.]. Specielt med det, jeg gør i film, er langt de fleste – også dem, der er fem til ti år ældre end mig – gået samme vej. Om det så er i England, USA eller Frankrig.«
Det er Thomas’ egen oplevelse i sit fagsegment. Her handler det om at komme med på de rigtige produktioner og om en form for vedholdenhed, der kun lader sig måle i øjeblikket, hvor der skal leveres:
»Du kan jo snakke lige så meget. Men der kommer et tidspunkt, hvor du enten står oppe på scenen eller på et filmset og skal gøre noget. Og hvis du ikke gør det, så er det ret tydeligt for alle.«
Film, musik, restauration og scenekunst tilhører for Thomas samme kategori, som han med et glimt i øjet kalder »no bullshit-fag«: Professioner, hvor man kan tale sig langt, men hvor det til sidst er evnerne, der afgør, om man får lov at blive.
I dag består Thomas’ hverdag af latex- og silikoneproteser, makeup-effekter, 3D-scanninger og 3D-print. Skuespillere får taget aftryk og kropsscanninger, modellerne stitches sammen i digital software, forme bliver printet og støbt, og det færdige resultat sidder typisk midt i ansigtet på den, der bliver filmet allermest. Dele af det, han laver, ender som hybridarbejde, hvor proteserne i postproduktionen suppleres af VFX (Visual Effects) og digital compositing – ikke at forveksle med rent CGI (Computer-Generated Imagery).
Han var en af de første i Europa, der begyndte at bruge 3D-print som fast del af et workflow – nu omkring ni år tilbage – og kalder sig selv »ret flydende i det digitale«. Det er den blanding, der har gjort, at han i dag både arbejder på danske spillefilm og bliver hentet ind som »European hired gun« på store internationale produktioner. På Alien: Romulus var han en del af et større “creature crew” under amerikanske Legacy Effects og udførte konkrete opgaver, han er bundet af tavshedsklausuler om. På The Ugly Stepsister var han indover i over et halvt år før optagelserne – og blev hængende endnu et halvt år efter, blandt andet på et VFX-skud, der blandede protese og digital composite.
Uddrag fra Thomas Foldbergs instagram og arbejdet med The Ugly Stepsister
Det er den vej, der har ført Thomas fra et lille værksted i Valby til den røde løber i Hollywood. Sammen med Anne Cathrine Sauerberg – hans oprindelige indgang til branchen – blev han nomineret i Oscar-kategorien Best Makeup and Hairstyling for arbejdet på The Ugly Stepsister, en blodig, kropslig horror-version af Askepot, hvor skønhedsidealer drives ud i groteske yderligheder, og hvor proteser og special effects spiller en helt central rolle.
Hvordan ser en bestillingsopgave på en Oscar-nomineret film ud? For Thomas startede den lang tid før, kameraerne rullede:
»Jeg var inde over et halvt år, inden vi startede optagelser, hvor vi læste manuskript, snakkede løsninger og alt herhen. Og så var jeg involveret et halvt år efter, fordi der var et VFX-skud, hvor det var en blanding af makeup og digitalt – ikke CGI, men composite-arbejde.«
Den slags langvarige engagementer er ikke regelen i hans verden, men noget, han bevidst søger:
»Jeg synes, simpelthen, at det er sjovere, at være en del af en stor fortælling.«
Det det betyder mest for Thomas er at være en del af noget større og bidrage med et godt produkt. Faglig anerkendelse rækker længere end selve den gyldne statuette. For drømmen om en Oscar har aldrig været selve drivkraften. Det har ikke handlet om visionboards eller positiv visualisering men om en grundlæggende interesse, hvor den løbende anerkendelse undervejs har givet næring til arbejdet.
Dagen efter Oscar-uddelingen kørte Thomas ad Sunset Boulevard og opdagede, at et billboard for en helt anden serie reklamerede med, at en medvirkende var »Oscar nominee« – en titel, der hænger ved i årevis. For Thomas er det netop dét, der bliver tilbage – ikke selve statuetten:
»Det, der er ved det, det er i virkeligheden anerkendelsen. At det arbejde, jeg laver, som jeg brænder så utrolig meget for, bliver set af nogen.«
Uddrag af de produktioner Thomas Foldberg har arbejdet på.
Thomas’ fag har længe levet med digitale værktøjer som partnere ved siden af håndværket.
Photoshop blev en del af værktøjskassen for længe siden. Det samme gælder for 3D-scanning og 3D-print, som i dag er en fast del i mange af Thomas’ produktioner. Nu er der så et nyt værktøj i branchen. Kunstig Intelligens (AI) – og særligt det, der i dag kaldes generativ AI (GenAI), nemlig billed-, video- og designgenererende modeller, har i stigende grad fundet vej ind i koncept-art, storyboards, manuskript-breakdowns og digital eftermanipulation.
Det rejser et oplagt spørgsmål; Hvor stor en trussel er det reelt for en kunsthåndværker, hvis arbejde er fysisk, taktilt og analogt i sit udgangspunkt? Og til meget overraskelse, er det ikke et dystert billede, Thomas tegner.
For nogle år siden havde han en samtale med en hollandsk kollega, der formulerede dette spørgsmål som et tankeeksperiment:
»Han sagde: Hvis du havde en knap, du kunne trykke på, og så var hele jobbet løst – would you press it? Og det ville jeg selvfølgelig ikke. For hvad er det så, der skal ske? Så er der jo ingenting i det mere. Jeg har en naiv tro på, at man stadigvæk kan komme langt med det praktiske.«
Hans egen drivkraft – det fysiske, færdige produkt, hvor proteserne sidder, maskens virkning i kameraet, øjeblik hvor magien holder – er upåvirket af AI. Den kan ingen digital knap erstatte, mener kunsthåndværkeren.
Heller ikke ordrebogen er ramt. På trods af en stor offentlig snak om AI som filmbranchens “disruptor”, så oplever Thomas det modsatte. Efterspørgslen efter hans fag er, ifølge ham selv, høj som aldrig før – og presset kommer nedefra fra nye, unge kræfter snarere end ovenfra fra teknologien:
»Der har aldrig været flere, der har arbejdet, end der er nu. Jeg bliver hele tiden kontaktet af nye 20-årige, og hvis jeg ikke gør noget med dem, så er jeg arbejdsløs et andet sted.«
Med andre ord: hvis han ikke selv hyrer dem, tager de jobs, han ellers kunne have løst. »Så mærkeligt nok er der stadig arbejde,« tilføjer Thomas Foldberg. Selv i Hollywood, hvor han netop har været, mærkede han ingen følelse af, at AI er ved at overtage:
»Der er stadig en sund skepsis over for det.«
Det betyder ikke, at han forholder sig fjendtligt til teknologien. Tværtimod er han åben over for AI som værktøj – til at rydde op i 3D-scanninger, stitche kropsscanninger sammen eller animere fysiske proteser, der er svære at få i bevægelse på anden vis. Han kunne endda finde på at fodre en lukket model med billeder af alt, hvad han nogensinde har lavet for at se, om den kunne foreslå designs i hans egen stil. Det interessante er, fortæller han, samarbejdet mellem værktøj og håndelag:
»Jeg vælger ikke at bruge AI til koncept-design. Det er også det her med, at jeg synes, jeg selv kan komme op med noget federe. Og jeg ved også, der er alle mulige andre concept artists, der kan komme op med noget federe.«
Den egentlige bekymring ligger andetsteds. Ikke i at fagligt stærke kreative bruger AI som værktøj, men i at mennesker uden håndelag og erfaring bruger det til at springe over selve den kreative proces:
»Hvis folk ikke er kreative selv eller kan lave noget, så må de jo lade være med at lave det. Så må de jo have et almindeligt job.«
Det er måske netop en af essenserne i AI-debatten – det handler dybest set ikke om teknologien, men om hvem der får lov at kalde sig kreativ.
For Thomas er der i hvert fald ingen tvivl om, at der stadig er gang i det kreative arbejde. For resten af 2026 er booket op. Næste år ligeså. Maskerne, proteserne og det stædige håndelag bag dem er trods branchens forandringer stadig i høj kurs.
Michala Elk har over de sidste fem år etableret en succesfuld litterær karriere med ungdomsromaner. Hun deler sin faglige og økonomiske rejse.
Underviser Roan Segers har banket sin egen private musikskole op fra bunden. En rejse der ikke kun har budt på sød musik, men også væsentlige udfordringer i det didaktiske marked for dansk musikundervisning.
I gamle Halsnæs Andelsmejeri skaber Ilon Lodewijks og Simon Hebeltoft et lokalt forankret kulturelt samlingspunkt. Bygningen har de selv købt, og stedet drives 100 procent privat – uden kommunalt ejerskab. Det er et bevidst valg. Friheden og risikoen følges ad
‘Milde Himmel’ tager publikum visuelt og musikalsk med ind i hovedet på et af Danmarks største litterære klenodier. I ensembleforestillingen møder børn og voksne hans kreative drivkraft og tvivlende stemmer.
Hos Nunatsinni Eqqumiitsuliornermik Ilinniarfik i Nuuk arbejder kunstner og leder Ivínguak’ Stork Høegh for at give unge kunstnere et fagligt fundament, globalt udsyn og plads til at udvikle deres egne stemmer.
Hvor går grænsen mellem eksponering og historie? Det er en hovedovervejelse for mig i disse spæde opstartstider af Kulturform.
