Teater | Kulturfrivillighed
Teatrets stærke fællesskab trækker frivillige mod scenen i Silkeborg skov
Foreningen Silkeborg Ny Teater har 180 medlemmer, som kommer igen året rundt for at servere mad, spille skuespil, bygge kulisser, sy kostumer og instruere forestillinger. Trækplasteret er nærvær og sammenhold på begge sider af scenetæppet.
Mie Olsen
Journalist og redaktør
Det føles lidt som at træde ind i køkkenet før en stor og længeventet familiemiddag.
Værterne hilser smilende i grønne forklæder, mens skuespillerne tager kostumer på i en tilstødende garderobe. Køkkenet summer af roligt og varmt liv, og der deles vittigheder, ugens nyheder og bemærkninger om aftenens forestilling over et bredt køkkenbord, mens resterende madfade anrettes.
Man mærker straks, at folk kender hinanden. Selv dem, der måske er her for allerførste gang. Scenen er de hvide baglokaler på amatørteatret Silkeborg Ny Teater, og tidspunktet en kold torsdag aften i februar før komediestykket ”Hip Hip Hippie.” Teatret har til huse i det toetagers historiske Kunstcenter Silkeborg Bad i skovene mellem Silkeborg og Gjessø.
Her opføres godt fire teaterstykker og cirka 70 forestillinger om året, ofte for en udsolgt sal med plads til 60 spisende gæster. Foreningen for lokalteatret har en sund økonomi med overskud.
Alt sammen drives af en dedikeret gruppe af frivillige på og udenfor scenen, for hvem teatret er blevet et kært og centralt omdrejningspunkt i deres liv.
Værtskabet er vigtigt
Jonna Mikkelsen har været ved Silkeborg Ny Teater i 15 år. Hun er vært flere gange om ugen og sørger for at lave te og kaffe, dække borde, sælge billetter, byde publikum velkommen, servere mad og stå i baren med salg af slik, drinks og sodavand.
Kulturform interviewer hende i et kvarters pause, inden der skal ryddes af for spisende gæster og gøres klar til 1. akt af aftenens forestilling.
”Det er nok cirka halvdelen af mit liv, der foregår herude,” fortæller værtinden. I mange år, selv da teatret holdt til på Vestergade i Silkeborg, var Jonna Mikkelsens familie involveret i kostumesyning og kulisser, mens hendes nu 50-årige datter spillede med i datidens ungdomsopsætninger.
Startskuddet til at blive et fast og aktivt medlem af teatrets bestyrelse og værtsgruppe kom med pensionsalderen for Jonna Mikkelsen og hendes mand Knud Sandberg, der hjælper med kulisser. Ægteparret blev enige om at finde en hobby, de kunne være fælles om at lægge kræfter og energi i, som modvægt til at gå derhjemme 24/7.
I dag er det i høj grad samværet og fællesskabet, der får parret til at skrive sig op sæson efter sæson.
”Teatret er et fantastisk sted, hvor jeg kender næsten alle. Jeg kan godt lide, når folk kommer ind ad døren og siger hej, fordi de ved, hvem man er. Det er en glæde for mig,” fortæller Jonna Mikkelsen, som i øvrigt også er frivilligt aktiv i andre sammenhænge. Blandt andet i Silkeborgs lokale madspildsindsats.
Bag scenen får hun utrolig mange bekendtskaber og også enkelte venskaber. For der er en forskel, understreger Jonna Mikkelsen. Venskaber er med folk, man inviterer hjem til middag og kender privat. Bekendtskaber er de folk, man omgås med på teatret. Begge relationer er fantastiske, og i værtsgruppen kender de hinanden på godt og ondt.
Foto: Mie Olsen, Kultuform
De timelange pauser under teaterstykkets 1. og 2. akt giver værterne rig mulighed for at dele livets op og nedture, snakke uforpligtende om løst og fast og vende aftenens oplevelser. Og når Jonna Mikkelsen og hendes mand går gennem Silkeborgs gågader klokken 10.00 en almindelig formiddag, er der altid nogen fra teaternetværket at stoppe og snakke med.
Det er måske en af hovedårsagerne til, at godt 80 frivillige kommer i værtsgruppen og gør et ulønnet stykke arbejde. Vagterne planlægges i et fælles skema sæsonen ud. De starter normalt klokken 17.00 og kan strække sig helt til midnat. I værtsgruppen er de altid fem på en aftenvagt, så der er ekstra bemandning i tilfælde af sygdom.
Jonna Mikkelsen har aldrig været skuespiller ved teatret. Hun var tæt på et par gange, hvor der manglede substitutter for mindre roller. Det kunne måske være sjovt, mener hun. Men det er ikke den kreative del med at optræde, der er trækplaster.
Lokalt samlingspunkt for omegnen
Skuespillerstaben er faktisk en relativt lille andel af Silkeborg Ny Teaters medlemmer.
Det fortæller Mette Frausing, bestyrelsesmedlem og sekretær i medlemsforeningen.
Kulturform træffer hende, inden hun går på og skal spille moderen “Månestråle” i forestillingen Hip Hip Hippie.
Stykket er et komisk karakterdrama i det fiktive kollektiv ”Slørhalen.” Her må forskellige generationer med modsætningsfyldte idealer håndtere gakkede forvekslinger og bristede drømme på et bagtæppe af truslen om en naturforstyrrende vej til den lokale greves nye indkøbscenter. Stykket spiller over to en halv måned, ofte for udsolgte sæder.
Der er otte skuespillere med i stykket. Og selvom det er dem, der er centrum for aftenen, så bidrager størstedelen af teatrets medlemmer på anden vis.
”Vi har så mange andre funktioner, der er vigtige for, at nogen kan stå på scenen,” fortæller Mette Frausing. Nogle finder nye teaterskuespil og manuskripter, så der altid er et repertoireudvalg at spille. Andre instruerer eller sidder i sufflørboksen. En tredje gruppe står for kostumer, kulisser og regi. Og fordi det er et bespisende teater, er der en stor værtsgruppe hver aften.
Flere pensionister hører til sidstnævnte gruppe, mens der på scenen er stor tilslutning af børneskuespillere. Til gengæld kniber det med voksne medlemmer i aldersgruppen 20 til 50 år. Perioden hvor folk uddanner sig, arbejder og får børn.
Foto: Mogens Kjær, Silkeborg Ny Teater
Mette Frausing blev selv medlem af teateret i 1994, men holdt derefter pause, indtil børnene blev store. Nu er hun aktiv skuespiller, og det samme er hendes datter Andrea Frausing Mogensen, som også spiller med i aftenens forestilling.
Familierelationerne på de skrå brædder stopper ikke der. På Silkeborg Teater har Mette Frausing nemlig mødt Hans Henrik Bendtsen, endnu en af stykkets skuespillere. Parret er nu blevet gift og afholdte deres vielse i slutningen af august på teatrets præmisser ved Silkeborg Bad.
Det er primært folk fra omegnen og nærliggende kommuner, der flokkes til publikum. Mange kender Silkeborg Ny Teater, men der er også nogle, der slet ikke ved, at det ligger gemt i skoven ved Gjessøvej.
Det svinger, om medlemmerne er der for det faglige eller sociale, mener bestyrelsessekretæren.
”Vi prøver at lave nogle gode, sociale arrangementer for at gøre det attraktivt. I foreningen afholder vi kurser, får gæster på besøg, arrangerer fællesmiddage og fejrer teatrets fødselsdag en gang om året, foruden generalforsamling og medlemsdage,” uddyber Mette Frausing.
Foto: Mie Olsen, Kultuform
Redder hinanden i skuespillet
I 1998 kommer en anden af Silkeborg Ny Teaters dedikerede skuespillere til. Bankmanden Jørgen Kongsbak finder som 33-årig en flyer på det lokale bibliotek. Efter et halvt år samler han mod til at tage den ud af skuffen og tropper blåfrossen op en kold aften på scooteren ved den spøgelseslignende ”Familien Addams” teaterbygning i skoven.
Her møder han en frivillig dame i kulisseafdelingen, som fortæller, at han kan hjælpe med servering. Og hun giver ham et par opmuntrende ord med på vejen;
”Teaterverdenen er så pragtfuld. Man kan stå på ét sted, og så kan man stå af et helt andet sted.”
Allerede sæsonen efter får Jørgen Kongsbak lov at gå på scenen to gange i kammerspillet ”Nøddebo Præstegård” og det seriøse drama ”Inden for Murene” om en jødisk familie i København i 1912. Det er fantastisk at levendegøre en historie på scenen, fortæller han. Stykkerne er stadig er relevante for samtiden, selv når det er i den mere fjollede afdeling som aftenens Hip Hip Hippie forestilling.
Foto: Mogens Kjær, Silkeborg Ny Teater
”Man kan spørge sig selv, hvordan fortællingen om et hippie-kollektiv i 1970’erne kan være aktuel i dag. Men før forestillingen spillede vi en række gamle protestsange.
De handler om kampe for kvindefrigørelse, mens vi stadig taler om ligeløn i 2026. Sangene taler også om forurening, og at vi skal undgå krig. Hvor langt er vi lige kommet siden dengang?”
Kulturform taler med skuespilleren ved de tomme publikumsborde efter aftenens forestilling. I baggrunden høres højlydt latter og venskabelig sludder fra de magelige sofaer nær bardisken. Teaterholdet får sodavand og øl, mens de gennemgår aftenens performance.
Imens tages vi tilbage i tiden.
Til Frederikshavn dengang Jørgen Kongsbak var blot 12 år gammel og fik gratis teaterbilletter, fordi forældrene ejede en kiosk. I sminken mødte og fik han autografer fra flere af tidens stjerner som Jess Ingerslev, Sonja Oppenhagen, Jesper Klein og Henning Jensen. Sidstnævnte opfordrede i spørg den unge dreng til at have et fast håndtryk og ikke “blødt som en vandmands.”
Allerede dengang virkede skuespillermiljøet som et varmt og støttende sted fyldt med de sødeste mennesker, husker amatørskuespilleren. Det er præcist sådan, det er på Silkeborg Ny Teater.
”Jeg synes, at det er fedt, at vi er et hold fra vidt forskellige baggrunde erhvervsmæssigt og aldersmæssigt. Men vi er der for at hjælpe hinanden, redde hinanden på scenen, for at få en god forestilling og præsentation af historien. Det er sjovt, og man lærer meget,” fortæller Jørgen Kongsbak.
Bag maskerne: Den ufaglærte, Oscar-nominerede kunsthåndværker
I snart 30 år har Thomas Foldberg skabt masker, proteser og special effects til film- og tv-produktioner i både ind- og udland. Bag de mange lag silikone og latex gemmer der sig et håndelag, der – på trods af branchens stigende brug af CGI og nu også AI – stadig er højaktuelt, og måske mere efterspurgt end nogen sinde før.
Med trommestikker og tomme containere har Roan bygget sin egen musikskole i Roskilde
Underviser Roan Segers har banket sin egen private musikskole op fra bunden. En rejse der ikke kun har budt på sød musik, men også væsentlige udfordringer i det didaktiske marked for dansk musikundervisning.
Journalistisk magasin eller kunstnerisk promoveringsplatform?
Hvor går grænsen mellem eksponering og historie? Det er en hovedovervejelse for mig i disse spæde opstartstider af Kulturform.
In the business of belonging – refleksioner over Kulturkraft 2026
LEDER In the business of belonging – refleksioner over Kulturkraft 2026 Det er nu lidt over to måneder siden, at
Spænding og hverdagsliv går hånd i hånd i Michala Elks ungdomsromaner
Michala Elk har over de sidste fem år etableret en succesfuld litterær karriere med ungdomsromaner. Hun deler sin faglige og økonomiske rejse.
Kulturhus i de gamle produktionshaller
I gamle Halsnæs Andelsmejeri skaber Ilon Lodewijks og Simon Hebeltoft et lokalt forankret kulturelt samlingspunkt. Bygningen har de selv købt, og stedet drives 100 procent privat – uden kommunalt ejerskab. Det er et bevidst valg. Friheden og risikoen følges ad
