
I ti år har Caroline Thrane sendt manuskripter ind til danske forlag for at realisere forfatterdrømmen om særligt at forene religionshistorie og skønlitterær fiktion. Nu er det virkelighed; hendes forlagsdebut kommer i foråret 2027.
Journalist og redaktør
I begyndelsen af 1500 tallet er Danmark et stordømme. Vi har gennem Kalmarunionen opnået stærk kontrol med Sverige og Norge i nord og hertugdømmerne Slesvig-Holsten i syd, mens magten er grundigt stadfæstet mellem en treenighed af kongen, rigsrådet og den katolske kirke.
Brikkerne er dog i gang med at flytte sig, og alle parter ønsker mere egenrådig magt. Blot få årtier senere er alt kaos.
Kong Christian d. 2 vil ikke længere ligge under for rigsrådet og beslutter til skræk og advarsel at halshugge halvdelen af den svenske adel – en blodig handling der afskrækker betydningsfulde adelsmænd og biskopper. De tvinger herskeren i eksil for selv at udpege en ny konge. Samtidig rystes den katolske kirkes dominans for første gang i århundreder, da Martin Luther slår 95 teser op i Wittenberg og blæser startsignal til Reformationen og den protestantiske tros indtog.
Som om det ikke var nok, vil Sverige også løsrive sig. Danmark oplever på én gang en borgerkrig og klassekamp (kaldet Grevens Fejde), et religionsopgør og sammenbruddet af den geopolitiske union. Det kan næsten ikke blive mere dramatisk.
Det er denne historiske tid, forfatter Caroline Thrane skildrer i sin forlagsdebut.
”Middelalderen er en vildt spændende periode af Danmarkshistorien.
Det er ligesom at træde ind i en eventyrtid med masser af drama lig ’Game of Thrones’. Intet under at Tolkien og andre forfattere har draget meget inspiration fra perioden. Men store dele af middelalderen er også ret overset. Herhjemme overskygges den af vikingetiden og 2. Verdenskrig, som vi ofte hører om,” beretter Caroline Thrane.
Hun er 28 år og arbejder til dagligt som forfatter i kontorfællesskabet Villa Kultur på Østerbro og som guide ved Frilandsmuseet i Kongens Lyngby.
Caroline har i år opnået det, som mange bognørder, forfatterspirer og kreative sjæle drømmer inderligt om. Hun har underskrevet sin allerførste litterære kontrakt med et etableret forlag. I foråret var hun til møde med People’s og fik solgt sin roman med arbejdstitlen ”Jerntid”.
Som artikeloverskriften hinter, så handler fortællingen faktisk ikke direkte om Grevens Fejde, men i stedet årene op til 1534. Tiden hvor alle spændingerne opbygges, og kimen til dramaet skabes mellem magtfulde mænd og kvinder.
Med en bachelor i religionshistorie fra Københavns Universitet i ryggen kunne Caroline Thrane snildt have valgt at udgive en akademisk afhandling eller en faglitterær bog. Så ville ordene dog kun nå en meget begrænset læserskare, understreger hun.
”Jeg kommer bredere ud med fiktion end faglitteratur. Drømmen er at kunne underholde publikum og samtidig skabe en forståelse for vores lands historie. Reformationen er en periode, der i høj grad har formet vores moderne samfund.”
I det skønlitterære format researcher Caroline på rigtige dalevende personer. Forfatterens fornemmeste opgave er at vække dem til live, formidle dem som karakterer med følelser og oplevelser og fylde de huller ud i deres liv, som mangler i historiebøgerne. Man piller, indrømmer Caroline, ved grænsen mellem det virkelige og opdigtede.
Det var vigtigt at have en kvinde med som en af bogens tre hovedkarakterer. For selvom Middelalderen var styret af mænd, sad der også indflydelsesrige kvinder og trak i de politiske tråde bag scenetæppet.
En af dem var Sigbrit Villoms, også kaldet Mor Sigbrit.
Som kong Christian d. 2’s rådgiver opnåede hun relativt meget magt over det danske kongerige. Historieskrivningen har altid centreret sig om mænd. Men nogle kvinder havde også agens og formåede at gribe magten. Derfor har Caroline valgt at skrive om Mor Sigbrit i romanen, som også får Sten Sture den yngre og Christian 3. som hovedpersoner
Før ’Jerntid’ blev solgt til People’s arbejdede Caroline Thrane på en historisk roman om hekseprocesser i Køge i starten af 1600 tallet. Manuskriptet tog flere år at lave, og da det endelig var færdigt, var hekse pludseligt poppet frem overalt i populærkulturen.
”Da jeg startede i 2014, blev der ikke snakket særlig meget om hekse. Men sidenhen har de vundet frem i film, tv-serier og medier. Jeg følte, at det havde mistet relevans, og at mit arbejde blev et ekko af noget, andre allerede havde gjort.”
Det kan være barskt at lægge flere års arbejde og hundredvis af skrevne sider til side. Caroline Thrane kender alt for godt til processen, da hun har hele seks færdige manuskripter i skrivebordsskuffen. I ti år har hun arbejdet benhårdt på at lande en forlagsaftale med en skønlitterær roman.
· Forvent mange år med afslag.
· Tag et skrivekursus og lær håndværket.
· Bliv del af en skrivegruppe.
· Lær af litterære idoler (hvordan arbejder de?)
· Brug refugier til at producere i perioder.
Undervejs har hun fået mange afslag. Man skal virkelig ville det for at fortsætte kampen, når flere måneders passion og arbejde resulterer i et blankt nej – igen og igen. Uden en begrundelse eller opmuntrende ord med på vejen. Især når hver eneste ansøgning til et forlag indeholder minimum en synopsis eller et fuldt manuskript samt et målrettet følgebrev, hvor man fortæller om sig selv, sit værk, og hvordan det passer ind på bogmarkedet. Men man skal ikke lade sig slå ud af afslagene. De er almindelige, og alle får dem.
“Et af de bedste råd jeg har fået gennem tiden er, at man ikke skal give op. Det er viljen til at fortsætte, der skiller fårene fra bukkene,” siger Caroline med henblik på at opmuntre andre forfattere.
Caroline Thranes roman udkommer i foråret 2027.
Frem til da skal hun udarbejde hver af bogens fire akter og sende teksterne løbende til sin redaktør. Som forfatter får man normalt et engangsbeløb som forskud og derefter en procentsats af salget (royalties), når bøgerne er udgivet. Ved siden af har Caroline en fast skrivegruppe, som hun får feedback fra hver anden uge
Noget af det bedste ved at have landet en forlagskontrakt er at kunne sætte skriveriet i første række, fortæller Caroline. Igennem årene har det været udfordrende at finde tid – ved siden af fuldtidsstudie, lønnet arbejde og frivilligt arbejde, familie, venner og kæreste.
”Det er virkelig en frustration, jeg har båret med mig. Jeg har altid følt, at det vigtigste var at skrive, men samtidig måtte jeg sætte det sidst.”
For to år siden afsluttede hun sin bachelorgrad og valgte at tage fire år ud af kalenderen for at gå efter forfatterdrømmen. Dagligdagen bestod nu af en fire-dages skriveuge og to til tre dage på Frilandsmuseet. Det fik økonomien til at hænge sammen, mens Carolines opsparing udfyldte hullerne.
Samtidig indså hun, at det var nødvendigt at lære håndværket bedre. Ideen om, at man har et medfødt talent, sidder på sit kvistværelse og skribler guld ned på papir, måtte vige for en mere realistisk tilgang til at lære tekstskrivning.
”Det er ligesom, hvis du vil bygge et bord. Alle kan bygge noget vakkelvornt, men et flot bord kræver flere års læring”, siger Caroline.
Hun tog en ét-års skriveuddannelse ved Writers Academy, en forfatterskole der koster lige under 40.000 kroner i studiegebyr og kræver motiveret ansøgning. Samtidig begyndte hun at tage skriveophold på refugiet Ørslev Kloster i Skive Kommune og startede i et kreativt kontorfællesskab på Østerbro med andre forfattere og selvstændige inden for kulturlivet.
Drømmen er, at ’Jerntid’ bliver en vaskeægte læsersucces, som afføder muligheden for at lave flere bind i en historisk fiktionsserie. Mens Caroline Thrane nyder arbejdsprocessen med sin første forlagsbog i fulde drag, spirer flere ambitioner og forhåbninger om at leve af at skrive de næste mange år.